Del på Facebook   Print siden

Utidssvarende pleje- og ældreboliger skal være en saga blot

Mariagerfjord og omegn
Onsdag 5. oktober 2022 kl. 08:00

Utidssvarende pleje- og ældreboliger skal være en saga blot
Foto: Boligforholdene på De Gamles Gård i Assens er ikke tidssvarende.


.
Utidssvarende pleje- og ældreboliger skal være en saga blot

Udvalg overvejer at nedlægge 'De Gamles Gård' i Assens og boliger på Solgårdscentret i Arden

Mariagerfjord Kommune har vurderet kommunens plejecentre og plejeboliger på baggrund af en række kriterier, der understøtter et godt ældreliv. Det gælder indretning af boliger og fællesarealer, udearealer og de tilhørende faciliteter. Kortlægningen viser betydelige udfordringer på 'De Gamles Gård' i Assens og ældreboligerne i Solgårdscentret i Arden, og det har fået Udvalget for Sundhed og Omsorg til at sætte plejecentrets og ældreboligernes fremtid på dagsordenen.

Utidssvarende boliger
- Vi er enige om, at utidssvarende ældreboliger skal være en saga blot. Vi synes ganske enkelt, at vores ældre fortjener bedre boligforhold. Derfor tager vi affære, når vi ser, at plejecentret i Assens og ældreboligerne i Arden ikke lever op til de forventninger, man med rette kan have til en bolig i år 2022, siger Jan Andersen, der er formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg.

På De Gamles Gård I Assens halter det ifølge kommunens evaluering først og fremmest med indretningen af de private boliger. Det gælder især boligerne på tagetagerne, hvor der er skrå vægge og dårligt udsyn. Desuden er plejecentret indrettet med lange hotellignende gange, hvor de ældre skal bevæge sig langt for at nå hen til fællesarealerne.

På Solgårdscentret er den også gal med indretningen af de 13 ældreboliger. Det skyldes, at Solgårdscentret tidligere har fungeret som plejehjem og både indretningen og materialerne på gulve, vægge og lofter er ikke tidssvarende.

En eventuel lukning af de omtalte pladser kommer ikke til at stå alene. Udvalget for Sundhed og Omsorg vil parallelt hermed igangsætte et analysearbejde, der skal munde ud i en samlet moderniseringsplan for hele ældre- og plejeboligområdet.

Dyre i drift
Ifølge Jan Andersen spiller det desuden ind, at der er mange ledige pladser på De Gamles Gård og Solgårdscentret. På De Gamles Gård er kun 15 af 26 boliger beboet og blot fire af de 13 ældreboliger på Solgårdscentret er udlejet. Boligerne er således ikke bare utidssvarende, de er også dyre i drift. I 2022 koster de tomme boliger kommunen cirka 845.000 i såkaldt tomgangsleje.

- I løbet af de kommende år bliver der mange flere plejekrævende ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Derfor skal vi træffe de nødvendige beslutninger, så vi får mest og bedst mulig pleje og omsorg for pengene, siger Jan Andersen.

Af de 15 beboere på De Gamles Gård kommer syv fra lokalområdet, Assens, Mariager og Hadsund, mens tre kommer fra andre kommuner. I Assens kræver en fortsat drift af De Gamles Gård en stor investering til brandsikring af ejendommen på mindst 1,3 millioner kroner.

- For os i udvalget handler det ikke bare om at lukke et plejecenter og plejeboliger, men om at skabe et fremtidssikret og moderne plejetilbud. I den proces er vi nødt til at vinke farvel til nogle bygninger, som ikke kan moderniseres på et fornuftigt niveau, tilføjer udvalgsformanden.

Boliggaranti til de ældre
Hvis det ender med, at de ældre skal flytte, er de garanteret en plads på kommunens øvrige plejecentre eller ældreboliger. Her er der ledig kapacitet. Næstformand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, Mette Binderup, har stor forståelse for, at de ældre vil opleve det som en stor omvæltning, hvis de skal flytte.

- Det er altid en stor omvæltning, når man flytter, og det gælder især, når man er kommet op i årene. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at de ældre kommer godt i vej, og jeg tør godt love, at de får en bedre og mere tidssvarende bolig på den nye adresser, siger Mette Binderup.

Mette Binderup understreger, at de ældre vil blive tilbudt ekstra hjælp til flytning, indskud og husleje.

Job til alle
Hvis politikerne gør alvor af planerne om at lukke De Gamles Gård i Assens, vil de ansatte blive tilbudt job i ældreplejen. Der er nemlig job til alle. Både Jan Andersen og Mette Binderup understreger i den forbindelse, at der ikke kan sættes en finger på de ansattes faglige indsats og en eventuel nedlæggelse af De Gamles Gård alene handler om utidssvarende fysiske rammer og svagt driftsgrundlag.

- Vi kan berolige vores personale med, at de vil blive tilbudt ansættelse på et af vores øvrige plejecentre eller hjemmeplejen, hvis de ønsker det. Vi har jo brug for dem og deres indsats og engagement i ældreplejen, siger Mette Binderup.

Personalet og beboere på De Gamles Gård i Assens er orienteret om forslaget om at nedlægge plejecentret. Det er sket på personale- og beboermøder.

Det er endnu et åbent spørgsmål, hvad der skal ske med bygningerne i Assens og Arden, hvis politikerne beslutter at nedlægge De Gamles Gård og ældreboligerne på Solgårdscentret. Det ligger dog fast, at Sundhed og Omsorgsudvalget kan frigøre et betydeligt millionbeløb, som kan bruges til andre formål.

Udvalget for Sundhed og Omsorg behandler sagen på mødet i begyndelsen af oktober. Vælger politikerne at følge indstillingen skal byrådet sende nedlæggelsen af plejecentret og ældreboligerne i høring i seks uger inden en endelig beslutning kan træffes.


© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Mariagerfjord og omegn

NY NORDISK JULEKALENDER I HELE DECEMBER
NY NORDISK JULEKALENDER I HELE DECEMBER
Mariagerfjord og omegn
Glenstrup Kirke får besøg af Arosia Koret fra Års
Glenstrup Kirke får besøg af Arosia Koret fra Års
Mariagerfjord og omegn
Kredsbestyrelsen i Venstre Mariagerfjord Kommune har afholdt evalueringsmøde
Kredsbestyrelsen i Venstre Mariagerfjord Kommune har afholdt evalueringsmøde
Mariagerfjord og omegn
Niels skiftede Indien ud med Hadsund
Niels skiftede Indien ud med Hadsund
Mariagerfjord og omegn
Dødsfald i Als
Dødsfald i Als
Mariagerfjord og omegn
Tyveri for kr. 35.000 i Skibsgade i Hobro
Tyveri for kr. 35.000 i Skibsgade i Hobro
Mariagerfjord og omegn
Valsgård: Indbrudstyv taget med fingrene nede i dybfryseren
Valsgård: Indbrudstyv taget med fingrene nede i dybfryseren
Mariagerfjord og omegn
Beredskabet tilkaldt til Bernadottegården i Hadsund
Beredskabet tilkaldt til Bernadottegården i Hadsund
Mariagerfjord og omegn
Torsdagens strømpris
Torsdagens strømpris
Mariagerfjord og omegn
Hadsund Egnssamling holder udstilling over effekter efter løjtnant Michael Vestergaard Jensen.
Hadsund Egnssamling holder udstilling over effekter efter løjtnant Michael Vestergaard Jensen.
Mariagerfjord og omegn


Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev