Del på Facebook   Print siden

Studie: Proteinrig morgenmad booster din mæthed og koncentrationsevne

Danmarkidag
Mandag 19. februar 2024 kl. 07:00

Studie: Proteinrig morgenmad booster din mæthed og koncentrationsevne
Billede af Pexels fra Pixabay


Studie udforsker sammenhængen mellem kost og kognitiv funktion og afslører, at en proteinrig morgenmad kan øge mæthedsfølelsen og forbedre koncentrationsevnen. Vigtig viden i et samfund med stigende overvægtsrater og livsstilsrelaterede sygdomme, mener forsker.

”Morgenmaden er det dagens vigtigste måltid.” Sådan lyder en fortærsket floskel, der hidtil har været uden det store videnskabelige belæg.

Men et nyt dansk studie, der har udforsket, hvordan forskellige typer morgenmad påvirker mæthedsfølelse og koncentrationsevne, giver nu ny næring til påstanden.

Heri har forskerne fulgt 30 overvægtige kvinder i alderen 18 til 30 år, der deltog i tre dage, hvor de enten indtog en proteinrig, en kulhydratrig eller ingen morgenmad. Derefter blev deltagernes mæthedsfølelse, hormonniveau, energiindtag ved frokost og det samlede daglige energiindtag målt.

Alle deltagere skulle også gennemføre en kognitiv koncentrationstest i forbindelse med studiet.

”Vi fandt, at en proteinrig morgenmad med skyr og havregryn øgede mæthedsfølelsen og koncentrationsevnen hos deltagerne, men det reducerede ikke det samlede energiindtag sammenlignet med at springe morgenmaden over eller at spise morgenmad rig på kulhydrater,” fortæller lektor og ph.d. på Institut for Folkesundhed Mette Hansen, der er en af forfatterne til studiet.

Mulig strategi mod overvægt?
Antallet af overvægtige stiger både i Danmark og på verdensplan, og med det følger mange livsstilsrelaterede sygdomme som for eksempel type 2 diabetes.

Tidligere studier har vist, at morgenmadsspisere har en lavere BMI end personer, der ikke spiser morgenmad, og proteinrige fødevarer har generelt vist sig at have en øget mæthedseffekt i forhold til fedt og kulhydratrige fødevarer med samme kalorieindhold.

Tanken var derfor at teste, om en proteinrig morgenmad kunne være en god strategi til at opnå en større mæthed i løbet af dagen og dermed reducere det daglige kalorieindtag.

Så nem er løsningen dog ikke, understreger Mette Hansen.

”Resultatet bekræfter, at proteinrige måltider fremmer mæthedsfølelsen, hvilket er positivt i forhold til at forebygge vægtstigning. Men resultaterne tyder dog også på, at hvis denne ernæringsstrategi skal være effektiv, så er det ikke nok, at det kun er morgenmaden, der er proteinrig.”

Tankevækkende forskel
Potentialet i at udskifte en diæt rig på kulhydrater med en, der er rig på protein ses i den tydelige forskel i den mættende effekt, der måltes i studiet.

Flere af forsøgspersonerne havde således svært ved at indtage hele den proteinrige morgenmad med skyr og havregryn.

”Det er tankevækkende, at der kan være så stor forskel i mæthedseffekt mellem to måltider med samme kalorieindhold. Havde de selv fået lov at vælge måltidets størrelse, er det sandsynligt, at de ville have spist mere og dermed flere kalorier den dag, de fik serveret brød og marmelade end den dag, de fik skyr og havregryn,” forklarer Mette Hansen.

Behov for yderligere forskning
Studiet giver ifølge forskeren vigtige indsigter, men har også sine begrænsninger, da det kun er overvægtige unge kvinder, der har deltaget i studiet. Studiet er også baseret på relativt kortvarige observationer, hvilket efterlader spørgsmålet åbent om, hvordan langsigtede kostændringer påvirker sundhed og vægt.

Mette Hansen påpeger derfor, at studiet understreger behovet for yderligere forskning for at forstå, hvordan forskellige typer fødevarer påvirker helbredet over tid.

”Vi har allerede data på vej fra et forsøg, hvor deltagerne fik enten den proteinrige morgenmad eller den proteinfattige morgenmad. Formålet er at se på, hvordan typen af morgenmad påvirker kropssammensætningen og andre parametre som mikrobiota og kolesteroltal,” siger Mette Hansen

Resultaterne af disse studier kan ifølge Mette Hansen åbne for muligheden for at udvikle mere målrettede ernæringsanbefalinger i fremtiden.

Bag om forskningsresultatet
• Studietype: Randomiseret kontrolleret cross-over studie.

• Samarbejdspartnere: Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, Department of Food Science, Aarhus Universitet, Regionshospitalet Gødstrup.

• Ekstern finansiering: Mejeribrugets Forskningsfond, Oda og Hans Svenningsens Fond.

• Evt. Interessekonflikt?: Ingen

• Link til videnskabelig artikel: https://doi.org/10.3168/jds.2023-24152


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

Efter 20 års kamp: Nu kommer der pant på tyske dåser
Efter 20 års kamp: Nu kommer der pant på tyske dåser
Danmarkidag
Kriminalitetstruede unge skal have ret til et lommepengejob
Kriminalitetstruede unge skal have ret til et lommepengejob
Danmarkidag
Ny kampagne skal sikre behandling til mennesker med overset spiseforstyrrelse
Ny kampagne skal sikre behandling til mennesker med overset spiseforstyrrelse
Danmarkidag
Viden og forebyggelse kan reducere hestes lidelser
Viden og forebyggelse kan reducere hestes lidelser
Danmarkidag
Over halvdelen af elever med ordblindhed på handelsskolerne møder fordomme
Over halvdelen af elever med ordblindhed på handelsskolerne møder fordomme
Danmarkidag
Kun hver tiende dansker ved, at alkohol øger risikoen for brystkræft
Kun hver tiende dansker ved, at alkohol øger risikoen for brystkræft
Danmarkidag
Er du solcelleejer, risikerer du at gå glip af betaling for din overskudsstrøm
Er du solcelleejer, risikerer du at gå glip af betaling for din overskudsstrøm
Danmarkidag
Stormfloden, der ramte Danmark, kalder på bedre klimaforebyggelse
Stormfloden, der ramte Danmark, kalder på bedre klimaforebyggelse
Danmarkidag
Folkekirkens Nødhjælp: Danskernes givervillighed har aldrig været større
Folkekirkens Nødhjælp: Danskernes givervillighed har aldrig været større
Danmarkidag
Velliv Foreningen afsætter 100 mio. kr. til mental sundhed og sender 400 mio. kr. ud til medlemmerne
Velliv Foreningen afsætter 100 mio. kr. til mental sundhed og sender 400 mio. kr. ud til medlemmerne
Danmarkidag
Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev