Del på Facebook   Print siden

Snævert nederlag til Hobro IK i Horsens

Hobro og omegn
Søndag 20. oktober 2019 kl. 15:56

Snævert nederlag til Hobro IK i Horsens
Foto: Dannie Rosenkrantz


Hobro IK led søndag et nederlag på 1-0 mod AC Horsens, da mandskabet fra Mariagerfjord var på besøg på CASA Arena i kampen om tre point i den tætte bundstrid...
.
AF JACOB MØLLER NIELSEN

På søndagens tågede efterårsdag var Hobro-mandskabet en tur i Horsens, hvor holdet på CASA Arena Horsens skulle forsøge at spille sig til sejr i 3F Superligaens 13. spillerunde.

Den faste sidste skanse i Jesper Rask stod endnu engang på målet i dagens kamp, og søndagens opgør var nr. 300 i Hobro-trøjen for den flyvende keeper. I kampens åbning kunne Hobro-veteranen se holdkammeraterne være tæt på en scoring allerede efter 30 sekunders spil. Fra baglinjen fandt Mathias Haarup en fri Emmanuel Sabbi inde foran målet, men amerikaneren fik ikke ordentligt træf på bolden, som rullede ud til målspark.

Herefter var der ikke meget fart i spillet, og de to mandskaber kom ikke frem til nogen nævneværdige chancer. En scoring lod derfor vente på sig, da kampens første kvarter var spillet.

Som opgøret skred frem, forsøgte begge mandskaber sig mere ihærdigt og fik i et par omgange sendt kuglen mod mål - dog uden held. Den første reelle chance faldt til Peter Sørensens tropper, da Pål Kirkevold, efter et flot kontrastød, fik sat panden på et indlæg. Til ærgrelse for de, i søndagens opgør, hvidklædte sad forsøget dog lige på Horsens-målmanden.

Kort efter fik nordmanden endnu en mulighed, da han opsnappede en fejlaflevering fra Horsens-forsvaret. Med frit løb mod målet kom Mål-Pål frem til en afslutning, men måtte her se sit forsøg gå forbi stolpen.

AC Horsens forsøgte sig gang på gang at bryde igennem den hvide mur, men de fandt ikke nøglen til at dirke låsen til det stærke forsvar op. Da Hobro-mandskabet heller ikke kunne få sendt kuglen i kassen på kontrastødene, var det helt lige mellem de to hold, da kampens dommer fløjtede til pause ved stillingen 0-0.

Nederlag trods rødt kort til sidst
Starten på anden halvleg fortsatte i samme mønster som slutningen på første. AC Horsens havde bolden mest og lagde et lille pres for at få sat en scoring ind. Det lignede, at kampen ville fortsætte på den samme måde uden slutprodukt, akkurat som den havde gjort i første halvdel af kampen, men i det 56. minut lykkedes det for hjemmeholdet at bryde muren.

Et højt indlæg blev sendt ind i Hobro-feltet, og her var det en fri Horsens-forsvarer i Malte Kiilerich Hansen, som tog bolden ned. Resolut bankede han til kuglen og sendte bolden hen i det lange hjørne og ind bag Jesper Rask til en føring til hjemmeholdet.

De gulklædte fra Horsens fik blod på tanden efter scoringen, og det satte et pres på Hobro-målet. Horsens-mandskabet fik sendt flere forsøg afsted mod målet, men situationerne blev akkurat afværget i de afgørende øjeblikke.

Som minutterne gik, bevægede Hobro-mandskabet sig længere op på banen i forsøget på at sikre sig en udligning. Det resulterede i mere spil ned mod Horsens-målet, hvor holdet bankede på et par gange som følge af dødbolde, men slutproduktet manglede i situationerne.

Mandskabet fra Mariagerfjord forsøgte til det sidste at få sendt kuglen i kassen, men da tiden var løbet ud, måtte holdet konstatere, at scoringen udeblev, også selvom at Horsens-mandskabet modtog et rødt kort i slutminutterne. Da kampens dommer for sidste gang pustede i fløjten, var stillingen fortsat 1-0 til hjemmeholdet, og Peter Sørensens tropper måtte derfor tage hjem med et nederlag i bagagen.

Næste gang Hobro IK skal i aktion er på søndag, hvor Silkeborg IF kommer på besøg på DS Arena.

Kampfakta:
AC Horsens 1-0 Hobro IK (0-0)

Mål:
Malte Kiilerich Hansen 56’ (AC Horsens 1-0 Hobro IK)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Anel Ahmedhodzic – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Emmanuel Sabbi – Christian Cappis – Mikkel M.P. – Edgar Babayan
Pål Alexander Kirkevold – Imed Louati

Udskiftninger:
Ud: Mathias Haarup - Ind: Frans Putros (67. min.)
Ud: Jesper Bøge – Ind: Julian Kristoffersen (84. min.)

Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Kerim Memija, Jonas Brix-Damborg, Yosef Samuel, Brandon Onkony.

Udvisning:
Bjarke Jacobsen, AC Horsens (90. min.)

Tilskuertal:
2241

Dommer:
Jakob Sundberg

© Copyright 2020 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Hobro og omegn

Truppen mod Randers FC
Truppen mod Randers FC
Hobro og omegn
Tennisklub med ønske om stort udviklingsprojekt
Tennisklub med ønske om stort udviklingsprojekt
Hobro og omegn
Kender du Hobro Østerskov?
Kender du Hobro Østerskov?
Hobro og omegn
23-årig spritbilist anholdt
23-årig spritbilist anholdt
Hobro og omegn
Bies Bryghus klar med Jubilæums øl
Bies Bryghus klar med Jubilæums øl
Hobro og omegn
Ny grøn kantine på Mariagerfjord Gymnasium
Ny grøn kantine på Mariagerfjord Gymnasium
Hobro og omegn
Uorden og ild i scooter
Uorden og ild i scooter
Hobro og omegn
Hvidt telt opsat ved Meny Hobro
Hvidt telt opsat ved Meny Hobro
Hobro og omegn
Hobro-studerende har Danmarks bedste praktikplads
Hobro-studerende har Danmarks bedste praktikplads
Hobro og omegn
GF Forsikring åbner det lokale kontor for Randers, Hobro og Hadsten
GF Forsikring åbner det lokale kontor for Randers, Hobro og Hadsten
Hobro og omegn
Tilbudsaviser og magasiner:


Regionale, Nationale og Internationale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev