Weekendens små historier

Danmarkidag
Lørdag 15. august 2020 kl. 17:00

Weekendens små historier
Arkiv billede


Af Kehlet Journalisten

Bekæmp ukrudtet
Det kan godt betale sig at blive ved med at jage havens ukrudt også de næste måneder, selvom meget af ukrudtet alligevel visner bort i løbet af efteråret. Men jo mere intensivt du bekæmper ukrudtet nu, jo mindre ukrudt vil du opleve i haven næste år.

Flest spritbilister er mænd
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er ikke mindre end ni ud af ti spritbilister mænd.
Øvrige fakta om spritkørsel ifølge Vejdirektoratet:
- Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat.
- Der er flest spritulykker i forårs- og sommermånederne.
- De fleste spritulykker er eneulykker, og to ud af tre af de dræbte i spritulykker er spritbilisterne selv.

Spis fuldkorn
Det er sundt at spise fuldkornsprodukter, som blandt andet kan fremhæves for deres sundhedsfremmende evne i forbindelse med hjertekarsygdomme og type 2 diabetes. Vigtige kilder til mere fuldkorn er eksempelvis brødtyper, der er bagt af fuldkornsmel samt fuldkornspasta.

Såret skal rensens
Det gør ondt, men der er ingen vej udenom, når man skal behandle hudafskrabninger. Gøres det ikke grundigt, kan der komme betændelse. Rens først området omkring såret og dernæst selve såret med sæbe og lunkent vand. Sørg for at få alle sæberester skyllet af, da sæberester i såret kan forsinke helingen. Småsten, asfaltrester, og hvad der ellers kan være i såret, kan fjernes med en rengjort afsprittet pincet eller en rengjort skoldet neglebørste.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.