Vilde angreb på tidlig pension

Debat
Tirsdag 8. marts 2022 kl. 21:00

Vilde angreb på tidlig pension
Forbundssekretær Henning Overgaard og afdelingsformand John Hansen, 3F Mariager Fjord


Af afdelingsformand John Hansen, 3F Mariager Fjord
og forbundssekretær Henning Overgaard

Vilde angreb på tidlig pension

Fra nytår har de første seniorer kunnet trække sig lidt tidligere tilbage, med fuld ret efter et langt og slidsomt arbejdsliv. I Mariagerfjord kommune gælder det godt 120, som har fået denne ret i år.

Det har vakt en del borgerliges misundelse og smålighed, som er blevet luftet i nærmest orkanstyrke.

Venstre og de konservative har bl.a. erklæret, at de – hvis de efter næste folketingsvalg får magt, som de har agt – vil afskaffe Arne-pensionen igen. Selv om de, siden Arne-pensionen blev vedtaget, allerede HAR hævet pensionsalderen med endnu et år, til 69 år fra 2035.

Vores medlemmer benytter nu ikke retten til Arne-pension, med mindre de har absolut hårdt brug for det.

Vilde påstande om, at "arbejdsduelige trækkes ud fra virksomhederne," kan kun leve blandt bedrestillede, der ikke har haft nærkontakt med en nedslidt krop og en presset privatøkonomi.

Ingen af 3F's medlemmer ved deres fulde fem vil bytte arbejdsfællesskabet med kollegerne og en fast lønindtægt ud med en afmålt folkepension, med mindre det fysiske eller psykiske helbred nærmest kræver det.

Det er SÅ nedladende mod almindelige arbejdere, når de siger, at alle selv må spare op til tidligere pension. Det er jo langt fra alle lønindkomster, hvor der er plads til at undvære så mange penge i hverdagen.

Den borgerlige offensiv, misundelse og smålighed over for de kolleger, der har knoklet længst på arbejdsmarkedet, står i stærk kontrast til deres evige ønsker om og forsvar for skattelettelser for de bedst stillede.
Skiftende borgerlige regeringer har de sidste tyve år gennemført skattelettelser, som har kostet samfundets fælleskasse ca. 50 mia. i tabte indtægter.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vokser det indtægtstab i de kommende år og vil overstige 18 mia. kr. om året i 2025.
Dette tal og tab er vel at mærke fremkommet efter, at AE har taget højde for de såkaldt dynamiske effekter (tilbageløb og ændret adfærd).
Effekter, som de borgerlige altid bruger som automat-argument for nye lettelser for – og gaver og blodpenge til – deres kernevælgere.

De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har angrebet Arne-pensionen for, at vores nedslidte kolleger "trækker sig tilbage for andre folks penge." Det er et forskruet udfald mod arbejdsomme kernemedarbejdere i det danske velfærdssamfund, som i årtier har passet deres job og betalt deres skat.

For at sætte ekstra trumf på, må vi forstå, kaldte den konservative spydspids og frontkæmper Arne-pensionen for "rendyrket socialisme" under en debat i Folketinget. Den bemærkning må være udtænkt efter det gode gamle råd, at her er argumentationen svag, så hæv stemmen – her til det skingre.

Det er de borgerlige politikere, som er gået forrest og har kæmpet hårdt for at slagte en ellers velfungerende efterlønsordning. Hvis de får chancen, gentager de øvelsen med Arne-pensionen. Det vil vi i 3F modarbejde, så stærkt vi kan.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.