Vi synger advent ind i Als Kirke

Øster Hurup og omegn
Torsdag 26. november 2020 kl. 22:00

Vi synger advent ind i Als Kirke
Lene - Troels - Lisa


Af Klaus Hansen

Coronaens hærgen har som bekendt ramt Als-Øster Hurup Kirkekors muligheder for både at synge sammen og for at afholde koncerter for nogen.

I stedet for korets julekoncerter, afholder vi to aftener under overskriften ’Syng sammen - sammen!’ DR har som bekendt genoptaget deres skønne ’Syng sammen - hver for sig’ fredagsaftener, men vi vil meget gerne supplere med ’den ægte vare’, nemlig fællessang i Als Kirke, hvilket stadig er muligt, på trods af restriktionerne.

Kirkesanger Lisa Navntoft og organist Troels Kold bliver suppleret af tdl. kirkesanger Lene Kold, og sammen vil de føre de fremmødte gennem et bredt udsnit af den danske sangskats mange advents- og julesange og salmer.

Troels vil spille et par julefantasier på flyglet, og måske kan Lisa og Lene lokkes til at synge et par numre. Men det bliver fællessangen, der bliver bærende gennem hele den time, arrangementet kommer til at vare.
Fællessangene finder sted tirsdag den 1. december og torsdag den 3. december, begge aftener kl. 19.30 - og begge aftener i Als Kirke, lige som repertoiret bliver det samme begge aftener.

Eftersom Øster Hurup Kirke som bekendt er under restaurering, må ØH-folket drage sydpå for at deltage i fællessangen, men kirkebilen kan benyttes, så vi håber, at mange vil tage turen en af aftenerne. Og at menighederne i de to sogne kan fordele sig over begge aftener.

Vi skal gøre opmærksom på, at kirken i disse tider kun kan rumme ca. 50 syngende tilhørere pr. aften - så kom gerne i god tid. Men tilmelding er - i modsætning til gudstjenesterne juleaftens dag - ikke mulig.
Der er selvfølgelig gratis adgang. Varighed ca. en time.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.