Veteraner holdt træf i Mariager

Mariager og omegn
Onsdag 14. juni 2023 kl. 10:00

Veteraner holdt træf i Mariager
Hadsund-Peter nået til Handest. Foto Asger Christiansen


Det meste af søndag udspillede der sig et gevaldigt leben på stationen og på havnen i Mariager. Veteranbanen havde inviteret til Veteran-dag. Rigtig mange veteranbilejere havde taget imod indbydelsen til at møde op og vise deres spændende mekanik frem.

I Mariager troppede der 35 personbiler et par motorcykler og 11 lastbiler op, heraf to brandbiler.
Til jernbanestationen i Handest havde 11 veteranbiler fundet vej, heraf et par brandbiler, en ambulance og en kranvogn fra ZONEN.

Fælles for arrangementet var glæden ved mekanik, som alle deltagerne udviste; både dem, der kørte bil og dem, der kørte tog.

Veteranbanen havde indsat to ekstratog foruden dagens ordinære tog. Til førerne af veteranbilerne var der en gratis jernbanebillet.

”Det var en helt forrygende dag for os”, fortæller driftsbestyrer Katrine Blåberg Andersen. ”I dagens fire tog befordrede vi i alt 688 rejsende, hvilket vi er meget stolte af og tilfredse med”.

Det ene ekstratog, der startede søndagens var kørsel var banens røde skinnebus, populært kaldet Den røde Rubin. Dagens ordinære tog blev fremført af banens 70-årige diesellokomotiv med de tilkoblede vogne med åbne endeperroner.

Hen under middag kunne veteranbanen imidlertid afsløre en overraskelse. Dagens andet ekstratog blev kørt af gamle Hadsund-Peter, som i maj måned afsluttede tre års restaureringsarbejde. Efter diverse prøvekørsler og test, er motorvognen nu godkendt til kørsel. 54 år efter den sidst kørte med rejsende på Randers-Hadsund Banen, drog den søndag igen ud på skinnerne, nu fyldt med glade sommergæster.
Motorvognen vakte berettiget opsigt blandt de mange mennesker på stationen.

Blandt passagererne i vognen var Hadsund-banens navnkundige historiker Heino Wessel Hansen, der for et års tid siden udgav sit mammutværk om historien om Hadsundbanen. Wessel Hansen kunne nikke bifaldende til gensynet med den nyrestaurerede motorvogn M 4, som den i sin tid hed.

”Vognen er helt præcis, som den skal være, og motoren lyder fuldstændig, som den gang for mere end 50 år siden. Det er et flot arbejde, som veteranbanen her har præsteret”, fortalte Wessel Hansen.

”Vi er rigtig stolte af det restaureringsarbejde, som Hadsund-Peter har gennemgået de sidste tre år. En helt ny motorvogn er genopstået. Det er garanteret Danmarks flotteste teaktræsmotorvogn, vi har her ved banen i Mariager”, siger Katrine Blåberg Andersen.

”Og selvom vi og vognen har haft en forrygende travl dag i dag, så er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Allerede på fredag skal vognen i arbejde igen. Denne gang skal den ud og køre et lejet særtog.”


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.