Vesthimmerland, Mariagerfjord og Rebild i fælles front for ordentlighed

Mariagerfjord og omegn
Torsdag 15. oktober 2020 kl. 09:00

Vesthimmerland, Mariagerfjord og Rebild i fælles front for ordentlighed
Borgmester Mogens Jespersen (V) Mariagerfjord Kommune


Af Klaus Hansen

Borgmestrene i de tre himmerlandske kommuner; Per Bach Laursen, Mogens Jespersen og Leon Sebbelin går nu sammen om at udtrykke stor bekymring for minkerhvervets fremtid.

Vesthimmerland, Mariagerjord og Rebild Kommune efterlyser nu i fælles front ordentlighed i Covid-19 håndteringen af minkerhvervet. Med den nuværende strategi fra Regeringens side er der en meget stor frygt for, at vi går støt imod en udryddelse af erhvervet og mange af de følgeerhverv, der er berørte af den nuværende håndtering. En håndtering, der med udgangspunkt i smittede, mistænkte og zone-farme (inden for 7,8 km af et konstateret udbrud) i bedste fald vil betyde, at minimum 60-70 % af danske minkfarme alle vil være berørte til næste
hvalpesæson i april. En erhvervsmæssig katastrofe.

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), siger sammen med borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V):

- Vi savner helt konkret ordentlighed i den nuværende Covid-19 håndtering af minkerhvervet. I Himmerland frygter vi, at aflivningen af raske besætninger og zone-tilgangen vil gøre det næsten umuligt at genrejse minkbranchen, både i vores tre kommuner og generelt i Danmark. Frygten og den manglende ordentlighed kan vi ikke længere sidde overhørig og derfor sender vi samlet i Himmerland en appel
om at ændre strategien, siger Per Bach Laursen og Mogens Jespersen, mens borgmester i Rebild Kommune Leon Sebbelin (RV) tilslutter og uddyber:

- Der mangler simpelthen forståelse for de mange dygtige producenter, som får deres erhverv og livsværk revet i stykker på et grundlag, som hverken er gennemskueligt eller foregår i respekt for de berørte, siger Leon Sebbelin.

Med dette bekymringsbrev og en reel frygt for minkerhvervets eksistensgrundlag kræver Vesthimmerland, Mariagerfjord og Rebild i fælles front ændringer i måden at håndtere corona-smitten og de raske besætninger, ellers mister vi mange veldrevne virksomheder og personlige livsværker.

En samlet fælles appel fra Himmerland.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.