Ung iværksætter skaber virksomhed for udsatte borgere: Pakkeriet Hadsund slår sløjfe om kvalitetsløsninger og samfundssind

Hadsund og omegn
Torsdag 17. december 2020 kl. 20:55

Ung iværksætter skaber virksomhed for udsatte borgere: Pakkeriet Hadsund slår sløjfe om kvalitetsløsninger og samfundssind
Gry Pedersen Foto: Privat


Af Klaus Hansen

Hadsund: I februar åbner den unge iværksætter Gry Pedersen en helt ny type virksomhed på Produktvej 3 i Hadsund, hvor hun har lejet sig ind på 1000 kvadratmeter i en industribygning. Fra "Pakkeriet Hadsund" tilbyder hun, lagerhotel, indpakning af produkter og varer, løsning af montage-opgaver og anden service, der ikke kræver specifikke, faglige uddannelser. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at hendes arbejdskraft primært vil være borgere med sociale eller psykiske udfordringer.

- Pakkeriet Hadsund er min vision om bygge bro mellem det etablerede erhvervsliv og borgere, der har brug for en håndsrækning til at komme i meningsfuld beskæftigelse. Det er en forudsætning, at kunderne skal have kvalitet for deres penge, men de skal vælge os som samarbejdspartnere, fordi de ligesom os har social ansvarlighed som den del af deres værdisæt, forklarer den 26-årige iværksætter, der læser til handelsøkonom og nu er praktikant i sig egen virksomhed.

Der vil ikke været noget forkert i at kalde Pakkeriet Hadsund for en socialøkonomisk virksomhed, men Gry Pedersen er gerne fri for klassificeringen:

-  Jeg vil så nødig sættes i nogen bås. Det, der er vigtigt for mig, er en værdiskabelse, hvor kunden kan se en mening med at løfte udsatte mennesker ind i en plads på arbejdsmarkedet, og hvor begge parter har udbytte af det arbejde, vi udfører, siger hun.

Gry Pedersen har selv lagt et sygdomsforløb bag sig og har kæmpet sine egne kampe med uddannelse og job.

-  Senest havde jeg et job, hvor jeg solgte software. Det var såmænd fint, men jeg kom til at tænke over, at det, der gav min arbejdsdag kvalitet, var, at jeg hver dag mødte en mor og hendes handicappede søn. Det blev en del af mine rutiner at snakke med dem hver dag, og jeg kunne mærke, at det var noget, der både gjorde mig og dem glade. Det overbeviste mig om, at det er den form for glæde, der kan give mit arbejdsliv værdi. Det er det, jeg gerne vil arbejde med, og den oplevelse er egentlig fundamentet, jeg bygger min nye virksomhed på, forklarer hun.

Gry Pedersen er i fuld gang med afsøge sit netværk for relevante opgaver til virksomheden.

-  Jeg slider skosåler for at fortælle, at vi vil være fleksible, effektive og ansvarlige, og jeg er et overbevist om, at vi dermed matcher et behov og et mindset hos det etablerede erhvervsliv i Hadsund og Mariagerfjord-området, siger hun fortrøstningsfuldt.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.