Tom K. klippede hjerte ved sti-indvielse

Mariagerfjord og omegn
Tirsdag 1. november 2022 kl. 08:44

Tom K. klippede hjerte ved sti-indvielse
Hjerteforeningens formands Jørgen Thorndahl følger spændt Tom Kristensens snoreklip.


.
Solen tittede frem, da Hjerteforeningen Mariagerfjord i mildt efterårsvejr indviede sin ny hjertesti i det naturskønne område ved Fyrkat Engsø i Hobro.

Der var således de bedste rammer til arrangementet, der foregik ved stiens startsted ved Vikingeborgen Fyrkats parkeringsplads.

Med godt 80 deltagere blev den så fyldt, at adskillige gæster måtte parkere deres biler langs vejen ned til parkeringspladsen.

Her holdt foreningens formand, Jørgen Thorndahl, Hobro, en kort tale, hvori han glædede sig over, at et stort ønske i foreningen nu var gået i opfyldelse, nemlig en sti rundt om engsøen.

Herefter var det tid til at klippe den røde snor, og den opgave havde Hobros racer-legende Tom Kristensen påtaget sig.

Om han havde øvet sig hjemmefra vides ikke, men i stedet for et hurtigt, direkte klip præsterede han først at udklippe et fint lille hjerte af den røde snor inden det sidste afgørende klip.

Tom Kristensen, der havde mange rosende ord til overs for sti-initiativet, fremhævede dens smukke forløb gennem det naturskønne område, og han gik selv i spidsen, da de mange indvielses-gæster efterfølgende tog stien i brug.

Blandt gæsterne ved indvielsen var formanden for kommunens tekniske udvalg, Jørgen Hammer Sørensen, mens hjerteforeningens hovedorganisation var repræsenteret ved seniorkonsulent Steffen Jørgensen.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.