Team Ups´N´Downs indsamlede 100.000,- kroner til Stafet For Livet i Hobro 2019Hobro og omegnTorsdag 20. juni 2019 kl. 16:00
I den forgangne weekend, har der traditionen tro været afholdt Stafet for Livet i Hobro. Det er en 24 timers begivenhed, som afholdes på AMBU-pladsen, hvor op mod 1000 mennesker deltager i større eller mindre grad i løbet af weekenden... . Af Klaus Hansen Formålet er, at støtte op om lokale personer der enten har haft eller har kræft – de såkaldte Fightere – og skabe et fællesskab om at bekæmpe sygdommen. Derfor samles der også penge ind på mange forskellige måder, så man blandt andet kan forske endnu mere i bekæmpelse af kræft. Et af de hold der deltog på dette års Stafet, var Team Ups´N´Downs – et hold der er dannet af 4 lokale fyre, og som i år havde 162 deltagere på holdet. For at samle penge ind og lave fælles aktiviteter, havde Team Ups´N´Downs bl.a. fået radioprogrammet Dahl på Hack til Hobro i maj måned, og da Sparekassen Vendsyssel og Bies Bryghus var trådt til som sponsorer på dette, kunne et overskud på knap 20.000,- kroner sendes videre til Stafet for Livet. Derudover har 10 lokale virksomheder købt hver sin depeche, som blev båret rundt på AMBU-pladsen i alle 24 timer som Stafetten varede – andre virksomheder har doneret vand, snacks, mad etc, så holdet kunne holde dampen oppe i alle 24 timer. En af sponsorerne – Bilhuset Haldrup – havde forsynet løberne med trøjer, og havde ovenikøbet doneret en gratis bil i 2 måneder, som skulle sælges på holdets auktion, som i år havde 30 spændende katalognumre, alle sponsoreret af gode, lokale virksomheder. Alle disse ting lagt sammen, gav en masse penge, som nu sendes videre til Stafet for Livet – og håbet var, at Team Ups´N´Downs kunne indsamle 100.000,- kroner. Men da alt er talt sammen er tallet 99.617, så tæt på, men ikke i mål! Men holdet blev reddet på målstregen af Søren Ruseng fra Bilhuset Haldrup – han havde inden weekenden sagt, at hvis han solgte 1 bil i stafetweekenden, ville han smide yderligere 500,- til holdets indsamling – og det gjorde han, så dermed ender det indsamlede beløb på kr. 100.117,- som nu sendes videre. Næste års Stafet for Livet i Hobro afholdes d. 13.+14. juni 2020 - og man behøver ikke at deltage i alle 24 timer for at være med, man behøver ikke kunne løbe, endnu flere går rundt på banen som er 500 meter lang - man behøver ikke være kræftramt for at være med. Stafetten handler netop om at være sammen mod sygdommen, så alle er velkomne til at deltage næste år! Foto: Privat
|