Succesfuldt samarbejde skaber arbejdspladser

Mariagerfjord Mariagerfjord og omegn
Onsdag 30. april 2014 kl. 15:21

Succesfuldt samarbejde skaber arbejdspladser
Kursist Peter Kristensen, er ikke i job (Foto Mariagerfjord)


.
Pressemeddelelse:

I et samarbejde med 3F Mariagerfjord og jobcentrene i Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord har AMU Nordjylland udbudt en betonuddannelse til 18 ledige industriarbejdere. Halvdelen er allerede kommet i ordinært job efter endt uddannelse.

Betonuddannelsen er udviklet og opbygget med udgangspunkt i, hvad entreprenørvirksomhederne efterspørger af kompetencer. Uddannelsen varer godt tre måneder og kombinerer undervisning med virksomhedspraktik. En af de kursister, som virkelig har mærket effekten af uddannelsen, er 59-årige Peter Petersen fra Mariagerfjord.

- Jeg havde ikke haft en ærlig chance for at komme i betragtning som betonarbejder, hvis ikke jeg havde haft mit uddannelsesbevis fra AMU. Med det bevis i hånden har jeg fået en ny chance på arbejdsmarkedet, og det betyder rigtig meget for mig, fortæller Peter Petersen.

Peter blev fyret efter 41 år på arbejdsmarkedet og har derfor været nødsaget til at afsøge nye muligheder på jobmarkedet. En virkelighed som jobcentrene oplever dagligt i deres arbejde med at bekæmpe ledigheden.

Bredt samarbejde skaber resultater
- Tiderne ændrer sig, krav til kvalifikationer og kompetencer til nye medarbejdere ændrer sig, og vi er derfor nødt til i jobcentrene at være omstillingsparate og lytte til virksomhedernes behov. Det er det brede samarbejde og den gensidige dialog, som skaber de gode resultater, fortæller Frank Reinholt Andersen, Jobformidlingskonsulent i Mariagerfjord Kommune.

Samarbejdspartnerne er enige om, at de gode resulter skal skabe grobund for flere lignende initiativer. De vil derfor mødes efter sommerferien og planlægge et nyt forløb. Et forløb som de bestræber sig på kan blive til virkelighed i januar 2015.



© Copyright 2023 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.