Sparekassen Vendsyssel ændrer kassefunktioner og sammenlægger afdelinger

Mariagerfjord og omegn
Mandag 8. marts 2021 kl. 20:00

Sparekassen Vendsyssel ændrer kassefunktioner og sammenlægger afdelinger
Arkivbillede


Af Klaus Hansen

Behovet for kontanter har i mange år været faldende, da langt de fleste kunder foretrækker at bruge sparekassens mange selvbetjeningsmuligheder.

Administrerende direktør Vagn Hansen fortæller:

Vi tilpasser derfor vores udbud af serviceydelser på dette område. Det vil fremover ikke længere være muligt at hæve og indsætte kontanter i sparekassens afdelinger. Vi opgraderer i stedet mulighederne i vores pengeautomater, ligesom erhvervskunder med yderligere behov kan få lavet en kontantløsning.

Sparekassen tilpasser samtidig filialnettet, hvor nogle af vores mindre afdelinger bliver sammenlagt med en større naboafdeling. Rådgiverne bliver her en del af en større afdeling, hvor de i et stærkt fagligt miljø i endnu højere grad kan sparre med hinanden. Kravene til rådgiverne skærpes løbende, og vi ønsker at sikre, at de nødvendige kompetencer altid er til stede.

Formålet med ovennævnte ændringer er at sikre, at vi også i fremtiden kan levere kompetent og tidssvarende rådgivning til vores kunder. Vi tilpasser os kundernes behov.

Ændringer af kassefunktioner
Som en følge af Covid-19 har alle sparekassens afdelinger siden december delvist haft lukket for adgang, ligesom der har været lukket for kasseekspeditioner med kontanter. Nedlukningen har vist, at behovet for kontanter efterhånden er meget lille, og at langt de fleste kunder foretrækker at bruge sparekassens selvbetjeningsløsninger.

Samtidig med at kundernes efterspørgsel på kontanter er faldende, er omkostningerne ved kontanthåndtering stigende. Blandt andet bruger sparekassens afdeling for anti-hvidvask stadig flere ressourcer på den lovpligtige kontrol af dette område.

Stadig hjælp at hente for både privat- og erhvervskunder
Sparekassens medarbejdere er naturligvis klar til at hjælpe de kunder, der ikke er fortrolige med sparekassens digitale selvbetjeningsløsninger, hvor vi kan tilbyde en lang række af muligheder. Erhvervskunder med særlige behov vil desuden kunne få en kontantaftale.
Vi forventer, at vi også i fremtiden kan opfylde langt de fleste af vores kunders behov.

Opgradering af pengeautomater
De fleste af sparekassens pengeautomater vil desuden blive opgraderet, så det er muligt både at hæve og indbetale kontanter samt købe euro.

Små afdelinger sammenlægges med større

Derudover sammenlægger sparekassen syv af vores mindre afdelinger med deres større naboer. Det drejer sig om afdelingerne i Hvidbjerg, Jerslev, Klokkerholm, Lem, Lønstrup og Saltum samt afdelingen på Læsø, der sammenlægges med afdelingerne i henholdsvis Struer, Brønderslev, Hjallerup, Skive, Hjørring, Pandrup og Frederikshavn. I Jerslev og Klokkerholm vil det dog stadig være muligt for kunder at aftale et møde lokalt, da vi her vil beholde lokalerne til brug for møde- og kursusaktiviteter.

Ændringerne skal sikre, at vi også i fremtiden har de nødvendige kompetencer og mulighed for faglig sparring i alle sparekassens afdelinger. Større og stærkere faglige miljøer giver stærkere rådgivning, og det er i dag primært, når man har brug for rådgivning om de store økonomiske beslutninger, at man kommer i sparekassen. Det er også lettere at rekruttere nye dygtige medarbejdere til større afdelinger.

Derudover har sparekassen efter fusionen med Salling Bank i efteråret fået hele to afdelinger i både Skive og Vinderup. Disse sammenlægges også og flytter i Salling Banks tidligere lokaler i de to byer. I Skive opretter vi et stort erhvervscenter i sparekassens nuværende lokaler.
Ændringerne forventes at være gennemført i starten af april.

Den lokale forankring bibeholdes
Selvom nogle af sparekassens afdelinger sammenlægges, vil vi stadig prioritere vores lokale forankring højt. Sparekassen og sparekassens fonde vil stadig støtte de lokale ildsjæle og foreningslivet bredt i hele vores markedsområde.

Sparekassen er vokset
Sammenlægningerne er nemlig ikke ensbetydende med, at sparekassen bliver mindre. Snarere tværtimod. Fusionerne med Østjydsk Bank og Dronninglund Sparekasse er nu helt på plads, og vi er glade for også at have budt Salling Bank velkommen i sparekassefamilien.

Fusionen med Salling Bank betyder også nye afdelinger i Nykøbing Mors og Viborg, mens det nye store erhvervscenter i Skive vil blive til gavn for erhvervslivet i hele Skive-området. Sparekassen har også åbnet en ny afdeling i City Syd i Aalborg i sommeren 2020, og senere på året følger endnu en afdeling i det østlige Aalborg, der kommer til at hedde Aalborghus afdeling. Sparekassen har i 2020 desuden rundet 700 medarbejdere og udvider blandt andet derfor også hovedkontoret i Vrå.

Solid sparekasse – også i fremtiden
Med ovennævnte tilpasninger er sparekassen godt rustet til fremtiden, hvor vi fortsat vil lægge vægt på at være en aktiv medspiller, alle de steder hvor vi driver vores forretning

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.