Soroptimisterne går igen og støtter julemærkehjemmet

Hobro
Tirsdag 24. april 2018 kl. 17:00

Soroptimisterne går igen og støtter julemærkehjemmet
En god sag for julemærkehjemmet


Kom med ud at gå og støt Hobro Julemærkehjem – og vi gør et kort stop i Julemærkehjemmets smukke gård!

.
Af Helle Schiønning

- Igen i år arrangerer Mariager Fjord Soroptimisterne traveture på ca. 5 km i længde i naturen rundt om Mariager Fjord. Alle er velkomne, fortæller Helle Luxhøj. Det koster 20 kr., som går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro. På aprilturen samlede vi 2000 kr ind på en skøn tur i Snæbum.

Mandag den 7. maj kl. 19.00 starter vi denne gang fra Hobro Gymnasiums parkeringsplads på Amerikavej 5, Hobro.

Kom med på en flot vandretur rundt i Hobro Østerskov, nu hvor bøgen er smukkest og skovbunden mange steder er kønt dækket af anemoner og der dufter af ramsløg.

Efter et par kilometer når vi frem til Hobro Julemærkehjem, som gør en stor forskel for mange børn, der gennem et ophold på hjemmet får styrket deres trivsel. Vi holder en lille pause på den smukke gårdsplads foran Julemærkehjemmet og børnene vil servere et glas koldt vand til os.

Vi fortsætter og følger stierne i skoven, der nogle steder er slidt helt ned i dybe furer fra de mange fødder, hove og klove, der har brugt dem som adgangsveje til Hobro igennem århundreder.
Terrænet er meget kuperet og vi kommer helt ned til Danmarks smukkeste fjord og går langs den inden turen atter går op ad og på Duehøj kan vi se den smukke udsigt over fjorden mod lyngbakkerne på nordsiden.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.