SMUT – svømmere til stævne i Støvring

Terndrup
Mandag 17. juni 2019 kl. 20:00

SMUT – svømmere til stævne i Støvring
Svømmeholdet fra Svømmeklubben SMUT Terndrup sammen med træner Mette Starbæk Lærke.


Søndag d. 16 juni 2019 deltog 14 svømmere fra Svømmeklubben SMUT Terndrup i det 4. og sidste stævne i Himmerlandsturneringen i sæsonen 2018-2019.
.
Af Helle Schiønning

Stævnet blev afholdt i Støvring Svømmehal, og udover svømmerne fra SMUT deltog også svømmere fra bl.a. Pingvinen, Hadsund Svømmeklub og Hobro Svømmeklub, fortæller Anne Mette Schwab.
I løbet af dagen blev der svømmet 38 løb inden for de forskellige stilarter og aldersgrupper.

Svømmerne fra SMUT svømmede op til deres bedste dagen igennem, og det lykkedes at hente en del medaljer hjem.

Bl.a. i 4 x 100 meter frisvømning for herrer, hvor holdet ”SMUTs erfarne drenge” bestående af Mykola Izmaiev, Malthe Levisen, Klaus Christensen og Emil Leander Bonderup svømmede sig til en flot bronzemedalje.

Samme placering fik ”SMUTs labre larver” i 4 x 50 medley for damer, hvor følgende svømmere deltog: Zenia Christensen, Liva Lauridsen Vorgod, Maja Bech Færløv Andersen og Ida Vinther Fenger.

Svømmerne fra SMUT træner 14 dage mere, inden det er tid til den årlige sommerafslutning og en velfortjent sommerferie.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.