Skelund IF vil gerne sige tak for en fantastisk idrætsuge

Hadsund og omegn
Torsdag 4. august 2022 kl. 06:00

Skelund IF vil gerne sige tak for en fantastisk idrætsuge
Alladins Prinsesser Foto: Privat


Af Klaus Hansen

Skelund IF vil gerne sige tak for en fantastisk idrætsuge.

Årets idrætsugen 2022 har været en helt igennem succes, fortæller Klubbens formand Søren Engelhard:

Ugen startede ”tidligt” allerede søndag d. 24/7 med børnedag og fællesspisning. Der var arrangeret skattejagt til børnene, og bagefter blev ”dysten” afholdt, hvor Team Bette endte med sejren og årets pokal. Om aftenen var der fællesspisning i teltet, hvor menuen blev leveret af restaurant Vildmose. Sidst på aftenen blev årets FIFA-turnering afholdt, hvor Søren Ladefoged vandt overbevisende.

Tirsdag d. 26/7 kom der gang i sommerbolden, da førsteholdet tog imod Bælum. Det blev en spændende sommerkamp med masser af mål, der endte med en 3-5 sejr til udebaneholdet. Om aftenen kom kortene på bordet til årets Stavost-turnering, hvor Rikke Nielsen løb med årets pokal.

Onsdag d. 27/7 bød igen på sommerbold, da nabobyen fra Veddum gæstede Skelund stadion til en serie 5 kamp. Igen en underholdningsrig sommerkamp, hvor håneretten endte hos Veddum’erne, der vandt 2-3. Efterfølgende blev der afholdt Beerpong-turnering i teltet. Her blev det til en snæver sejr i finalen til Bommes og Thorup.

Torsdag d. 28/7 var der gang i begge ender af banen, da der blev afholdt dobbeltprogram i 7-mands. I den ene ende spillede Skelund Dame-senior deres debutkamp mod ASV U19 fra ungdomsafdelingen. I den anden ende blev der afholdt Oldboys-turnering, hvor de rutinerede kræfter fra Skelund endte med sejren. Senere på aftenen serverede Friis Wood og Deli Gin og Rosé til en lækker smagning.

Fredag d. 29/7 blev der afholdt ”kommunemesterskab” i 7-mands fodbold, hvor hele 5 lokale klubber deltog. Den store pokal endte hos Hobro IK, der vandt en 2-1 sejr i en spændende finale mod Skelund IF. Om aftenen blev der både afholdt damesøm og rafling-turnering. Vinderen af damesømmen blev Heidi, der svingede hammeren suverænt. I årets rafling-turnering deltog ikke ringere end 32 deltagere. Finalen blev afsluttet ved 4-tiden, og det blev Mulle, der kunne tage pokalen med hjem.

Lørdag d. 30/7 begyndte med gratis frokost, hvorefter der kom gang i årets Gadefodbold-turnering. 11 forskellige hold mødte op til gadefodbolden i forskellige udklædninger. Det blev en hyggelig og festrig dag med masser af hyggebold. Vinderen af turneringen blev Tvillingerne og Undersåtterne, og vinderen af bedste udklædning blev Alladins Prinsesser. Om aftenen blev den årlige grisefest afholdt. Folmer og Kvist grillede kødet og Mad fra Heidi leverede tilbehøret. Senere på aftenen spillede BeFore-Danceband teltet op til dans. En tak skal også lyde til Veddum IF, der passede baren. Festen og det gode selskab varede til den lyse morgen, og det var en helt perfekt afslutning på en fantastisk uge.

Der skal lyde en stor tak til alle sponsorerne, der har bidraget til ugen. Der blev sponseret 10 anker øl til fadølsanlægget og over 600 forskellige gaver til tombolaen. De mange bidrag gør, at idrætsugen blev så festrig og succesfuld som mulig, og det er vi taknemmelige for.

Dertil skal lyde en stor tak til alle spillere, lokale klubber og andre deltagere, der har bakket op om og har deltaget i årets idrætsuge. Uden jer er der simpelthen ingen idrætsuge. Tak til de lokale hold, der har villet spille sommerkampen, tak til alle jer, der har bakket op om konkurrencer og initiativer og tak til alle jer, der har kigget forbi stadion i løbet af ugen.

Sidst, men ikke mindst, vil vi gerne takke alle de frivillige, der har hjulpet til i idrætsugen. Det har ikke været muligt at kunne afholde idrætsugen, havde der ikke været så mange ildsjæle og klubmennesker, der har lagt et så stort arbejde i det. Det frivillige arbejde er det, der gør, at idrætsforeningen kan rende rundt, og uden jer er der intet Skelund IF. Tak for det.

Nu glæder vi os til efterårssæsonen og endnu flere hyggelige arrangementer i fremtiden.

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.