Sikker Skolevej giver sikker vej for alle

Mariagerfjord og omegn
Tirsdag 2. november 2021 kl. 15:00

Sikker Skolevej giver sikker vej for alle
Belinda Vendelbo er Byrådskandidat for Konservative (C) i Mariagerfjord Kommune. Foto: Konservative Folkeparti Mariagerfjord


Af Belinda Vendelbo, Byrådskandidat for Konservative (C) i Mariagerfjord Kommune, Veddum Hovedgade 47, Veddum, 9560 Hadsund

Sikker Skolevej giver sikker vej for alle

Gennem mit frivillige arbejde er jeg blevet gjort opmærksom på, at vi har en alvorlig udfordring i vores skoledistrikt i øst. Og hvad vi har af udfordringer ét sted, har vi også andre steder. Jeg undskylder på forhånd, at dette indlæg kan blive en smule teknisk – men der er liv på spil. Og afdelingen for Trafik og Anlæg er enten ligeglade eller magtesløse. De giver i hvert fald andre (Byrådet) skylden.

Vidste du, at det er politisk bestemt, om dine børns skolevej er en B- eller C-vej? I sommerhalvåret betyder det meget lidt. Men nu går vi mod den koldere tid, hvor glatte og til tider tilsneet veje igen bliver en del af hverdagen, og så er forskellen kæmpe stor. Selvom det efterhånden er mange år siden, at vi har været sneet inde, og der har været risiko for at blive fanget af en snestorm, så bliver vejene stadig glatte, og uden for de få lyse timer vil der ofte være ”sort is”.

På en B-vej vil der blive saltet og evt. ryddet sne fra tidlig morgen til sen aften. Det vil sige, at du – og skolebussen med en smule forsigtighed vil kunne komme frem uden større risiko for liv og materiel.

På en C-vej er det helt anderledes. Her er kommunen IKKE forpligtet til at holde vejene frie og fremkommelige. Dvs. at alle andre veje bliver tilset først. Derfor bliver det op til dig og de guddommelige magter, om du kommer helskindet frem den dag. Det gør mange mennesker langs disse veje utrygge, og man vælger en anden rute, hvor det er muligt. Skandalen er: SKOLEBUSSEN SKAL KØRE PÅ DISSE VEJE FOR AT HENTE BØRN!

Det skriger jo til himlen, at busser og rutebiler, der må have så lidt som 1 mm slidbane tilbage, kører på C-veje for at hente skolebørn og andre, der skal med en rutebil. Chaufførerne er utrygge og klager til trafikselskabet, som siger, de ikke kan gøre andet end at klage til kommunen. Forældre klager til kommunen. Hos Trafik og Anlæg bliver problemstillingen sendt videre til Teknik- og Miljøudvalget, der sylter sagen, kun for at frasige sig ethvert ansvar, og de sender aben videre til byrådssalen, hvor os fra landdistrikterne er dårligt repræsenteret. Resultatet er, at vi får en ny badebro, et par gratis koncerter og lidt til Landdistriktsrådet som et ”Hold Kæft”- bolsje. Men det er ikke - under nogen som helst omstændigheder i orden. Færdig. Slut. Vores børns liv er mere værd end en turistattraktion!
KUN ÉN LØSNING ER ACCEPTABEL FOR LANDDISTRIKTERNE!


Der er kun én løsning, der kan bruges i denne situation: AT ALLE VEJE, HVOR SKOLEBUSSER OG RUTEBILER KØRER, SKAL OPGRADERES TIL B-VEJ!

Mindre kan ikke gøre det. For det skal være sikkert for vores børn at komme i skole, og får vi sikre veje til busserne, bliver vejene mere sikre for alle. Det er faktisk ikke så svært. Med de varme vintre, vi har haft de senere år, kan det virkelig ikke koste alverden at holde skolevejene på landet forsvarlige i et par måneder om året.

Om lidt er der valg til byrådet. Mit største ønske er, at vi får samlet et bredspektret byråd, hvor landdistrikterne ikke bliver set som et problembarn; men som en del af løsningen til, at vores kommune vækster, bliver den fantastiske historie og det gode eksempel fremover.

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.