Sådan byder erhvervsdrivende på kommunale udbud

Mariagerfjord
Lørdag 14. april 2018 kl. 14:00

Sådan byder erhvervsdrivende på kommunale udbud
Vi vil være en erhvervsvenlig kommune, siger borgmester Mogens Jespersen


En ny udbudsplan giver et bedre overblik over, hvilke opgaver der kan bydes på i 2018. Mariagerfjord Kommune præsenterer planen 19. april kl. 15.30-17.00 og guider samtidig erhvervsdrivende igennem, hvordan man afgiver tilbud på vare- og tjenesteydelser.
.
Af Helle Schiønning

- Vi vil være en erhvervsvenlig kommune. Det betyder blandt andet, at vi vil i tættere dialog med vores virksomheder. Vi skal informere vores lokale virksomheder om muligheden for at byde ind på kommende udbud, og så skal vi stå til rådighed og hjælpe dem med processen, siger borgmester Mogens Jespersen.

- Vi ser jo gerne, at udbuddene går til vores lokale virksomheder. Hvis de skal vinde udbuddet, kræver det, at de er gode til at lave et tilbud og læse udbudsmaterialerne. De skal byde professionelt ind, ellers går opgaverne til virksomheder udenfor kommunen. Derfor skal vi understøtte vores lokale virksomheder, supplerer erhvervschef Michael Christiansen.

Mariagerfjord Kommune offentliggør løbende udbud og licitationer af varekøb og tjenesteydelser samt bygge- og anlægsopgaver på kommunens hjemmeside. Vil man holde ekstra godt øje, kan man tilmelde sig en mailservice, så der automatisk kommer besked om det nyeste udbud.

Men nu er der også kommet et overblik over de kommende udbud i 2018. Udbudsplanen vil blive opdateret hvert år, så alle erhvervsdrivende kan følge med i, hvilke udbud der er på vej og som kan være interessante at byde på. Udbudsplanen indeholder både kommunale udbud, udbud gennem Jysk Fællesindkøb og udbud gennem Staten og Kommunernes Indkøbsservice.

Torsdag den 19. april er alle erhvervsdrivende i Mariagerfjord Kommune inviteret ind i byrådssalen på Hadsund Rådhus kl. 15.30-17.00. Her vil udbudsplanen blive præsenteret, og der vil være en gennemgang af de krav og procedurer, som skal være på plads for at byde på et udbud. Virksomheden VikingLeg vil også fortæller om deres oplevelser og erfaringer med at byde på offentlige opgaver.

Tilmelding senest 17. april på erhvervsrådet hjemmeside


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.