Rebild vil være Danmarks vildeste kommune

Rebild og omegn
Lørdag 27. marts 2021 kl. 15:00

Rebild vil være Danmarks vildeste kommune
Rebild Kommune er - sammen med 88 andre kommuner tilmeldt den vilde konkurrence


Af Klaus Hansen

Rebild vil være Danmarks vildeste kommune

Miljøministeriet har inviteret alle danske kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune.

Formålet er at skabe en rigere natur og større biodiversitet til gavn for plante- og dyrelivet. Rebild Kommune bakker naturligvis op om både budskab og mål – og har derfor tilmeldt sig konkurrencen.

Konkurrencen handler om at finde de bedste idéer til fordel for den vilde natur. En oplagt anledning til at se på, hvad borgere, virksomheder og kommunen hver især kan gøre for at styrke den ofte trængte biodiversitet lokalt.

Konkurrencen løber frem til slutningen af 2022, hvor Danmarks vildeste kommune bliver kåret. Vinderen bliver den kommune med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt baseret på blandt andet idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om naturens egenskaber.

Vi er allerede i gang

Ambitionerne for at skabe mere biodiversitet er på dagsordenen i Rebild Kommune. Det har en central plads i kommunens visioner, politikker og forskellige indsatsplaner, og lige nu er kommunen så småt i gang med at kigge på vores egne arealer:

- Det er oplagt at Rebild Kommune bidrager til konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Vi er en af de mest naturskønne pletter i Danmark, men naturskøn er ikke nødvendigvis lig med artsrig, så vi kan sagtens gøre en masse for at der bliver en rigere natur med mere biodiversitet og gode vilkår for dyr og planter, siger Claus Riber Knudsen, centerchef for Natur og Miljø i Rebild Kommune og fortsætter,

- Rebild Kommune er her i foråret konkret i gang med at kigge på vores egne arealer. I første omgang arealerne omkring administrationsbygningerne i Nørager og Terndrup samt rådhuset i Støvring. Vi vil gøre de grønne områder – som hidtil har bestået af plæner med mest græs - mere vilde og artsrige og dermed indhøste erfaringer, som vi kan udbredes til andre kommunale arealer, til gavn for dyr, planter og mennesker, slutter Claus Riber Knudsen.

Vild med Rebild

Også rigtig mange borgere, foreninger og grupper er allerede godt i gang med at arbejde for en rigere natur lokalt. Den nystiftede borgerdrevne forening Vild med Rebild er et godt eksempel: Foreningens formål er, at skabe en rigere natur i Rebild Kommune ved at inddrage både borgere, erhvervsliv og organisationer. Der skal skabes arealer med rigere natur i alle dele af kommunen og borgerne skal inddrages i pasning og pleje af områderne. Samtidig vil foreningen formidle viden om hvorfor en rigere natur er så vigtig. Foreningen har ambitioner om at lave Danmarks største borgerdrevne naturprojekt – og det ligger jo vældig godt i tråd med ambitionerne om at deltage i konkurrencen om at være Danmarks vildeste kommune.

Konkurrencen bliver til serie på DR

Det bliver et dommerpanel, der skal afgøre, om Rebild er Danmarks VILDESTE kommune. I panelet sidder miljøminister Lea Wermelin og biolog og naturvejleder Morten D.D. Hansen.

Konkurrencen bliver fulgt af et TV-hold, og optagelserne bliver sendt i 2023 som anden sæson af programserien "Gi´os naturen tilbage" på DR.

Fælles indsats gør en forskel

-Vi står midt i en naturkrise. Biodiversiteten går tilbage over alt i verden, og herhjemme er tusindvis af dyre- og plantearter i fare for helt at forsvinde. Den gode nyhed er, at alle kan gøre en forskel for naturen. Da Hjørring Kommune gav plads til mere vild natur i stedet for græsørkener i haver og rundkørsler, myldrede det frem med sommerfugle og bier. Så tænk, hvis vi får hele Danmark og alle kommuner med på den rejse. Lige fra den lokale skolegård til boligblokken, plejehjemmet og idrætspladsen, siger Miljøminister Lea Wermelin.

Konkurrencen er en del af Miljøministeriets kampagne "Sammen om et VILDERE Danmark", hvor målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.