Pool-Party med havfruer og badeløver

Mariagerfjord og omegn
Torsdag 7. februar 2019 kl. 19:57

Pool-Party med havfruer og badeløver
Arden svømmehal var pyntet op til fest


Lørdag d. 2 februar afholdt Mariagerfjord Ungdomsskole og Arden Ungdomsklub igen et stort Pool-party for unge i kommunen
.
Af Helle Schiønning

Arden svømmehal var pyntet op til fest med parasoller, blomsterkranse, badebolde og kulørte lamper. Et kæmpe diskotek med lysshow og en lokal DJ sikrede at stemningen var helt i top dagen igennem.

Midt i det store svømmebassin kunne de unge prøve kræfter med en 18 meter lang forhindringsbane, og i varmtvandsbassinet blev der vist film på storskærm. Desuden var det muligt at prøve at gå på vandet. I de store oppustelige Waterballs var det nemlig muligt.

130 unge fra hele kommunen deltog i festen der naturligvis var alkoholfri.

Havfruer og badeløver kunne til dette arrangement helt ekstraordinært nyde slik og sodavand inde i bassinet, så der var rig mulighed for afslapning og hygge.

Mariagerfjord Ungdomsskole havde indsat gratis busser til at transportere de unge til og fra festen.

”Det er fantastisk at vi igen i år oplever så stor tilslutning til vores arrangement. Det er et stort arbejde at planlægge og opbygge en fest med så meget teknik i en svømmehal. Sikkerheden er naturligvis første prioritet, men dernæst skal der være mange aktiviteter” fortæller Anders Franzen, klubleder i Arden Ungdomsklub.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.