Politiet leder efter ejere til designermøbler

Mariagerfjord og omegn
Fredag 25. januar 2019 kl. 15:00

Politiet leder efter ejere til designermøbler
Politiet leder efter ejere til designermøbler


Under en større indbruds-efterforskning slog Nordjyllands Politi den 19. december 2018 til mod flere adresser i Aabybro, der blev ransaget. Og under disse ransagninger beslaglagde politiets efterforskere en større mængde af effekter – herunder ganske mange designermøbler – der formodes at stamme fra indbrud....
.
Af Klaus Hansen

Det oplyser efterforskningslederen fra Nordjyllands Politi, politikommissær Peter Skovbak Pedersen.

Ifølge politikommissæren er det lykkedes at placere en del af disse effekter til indbrud i sommerhuse i Tornby og Tversted ved Hirtshals og ved flere indbrud i sommerhuse i området mellem Fjerritslev og Hanstholm – alle er begået i november og december 2018.

”Men vi har imidlertid stadig mange formodede tyvekoster tilbage, hvor vi ikke har fundet de konkrete gerningssteder endnu. Dem arbejder vi lige nu på at finde, så de rette ejerfolk kan få deres ting tilbage, og vi kan få gerningsmændene straffet,” siger Peter Skovbak Pedersen.

Det er politiets formodning, at effekterne er stjålet ved indbrud i sommerhuse primært langs den jyske Vestkyst fra Skagen i nord til Hanstholm i syd. Politiet udelukker dog ikke, at der også er stjålne effekter fra andre steder.

”Vi ved, at sommerhusejere kan bo langt væk fra deres sommerhuse, så de rette ejere kan i princippet befinde sig i hele landet,” siger politikommissær Peter Skovbak Pedersen.

Man kan se alle de efterlyste effekter i denne fotomappe [det tager lidt tid at åbne mappen på grund af størrelsen]

Hvis man genkender nogle af disse effekter eller har andre oplysninger i sagen, så skal man kontakte politiet på telefon 114.

To nordjyske mænd er indtil videre sigtet i sagen.


© Copyright 2019 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst