Platform til lægehelikopter udbygges – 10 millioner kr. bevilget

Mariagerfjord og omegn
Torsdag 1. april 2021 kl. 12:00

Platform til lægehelikopter udbygges – 10 millioner kr. bevilget
Lægehelikopteren skal lande på toppen af det sydlige sengetårnskryds (til venstre) på det ny universitetshospital. Tæt på akutfunktionen. Foto: Region Nordjylland


Af Klaus Hansen

Platform til lægehelikopter udbygges
– 10 millioner kr. bevilget


Byggeriet af det ny Aalborg Universitetshospital er nu så langt fremme, at Region Nordjylland nu vælger at bevilge 10 millioner kr. til at bygge videre på helikopterplatformen på toppen af hospitalet. Samtidig bliver der fortsat arbejdet på at få private fonde til at støtte op om projektet, så det kan komme helt i mål.

Understøtning af stålsøjler

Der er ingen tvivl længere. Der kommer en helikopterplatform på toppen af det ny universitetshospital i Aalborg Øst, og Regionsrådet har netop sikret bevilling til at komme videre med opbygningen af en platform, der både kan tage imod lægehelikoptere og de noget større redningshelikoptere fra Flyvevåbnet.

- Bevillingen fra Regionsrådet betyder, at vi nu kan få sat gang i arbejdet med helikopterplatformen. Vi skal bruge cirka halvandet år til at få den færdigbygget, så vi er under tidspres i forhold til åbning af hospitalet. I det oprindelige projekt var der kun en landingsplads på terræn, men den kunne de store redningshelikoptere ikke bruge på grund af vindtrykket fra deres rotorblade, så nu kommer både redningshelikopterne og lægehelikopterne til at lande på taget af sengebygningen, hvorfra der er direkte elevator ned til operationsstuerne og akutmodtagelsen. Det bliver helt optimalt, siger projektdirektør Niels Uhrenfeldt, Nyt Aalborg Universitetshospital.

Platformen placeres på det sydlige sengetårn og skal understøttes af stålsøjler, der hviler på en forstærkning i byggeriets centerkerne. For at få plads til de bærende søjler skal der laves tekniske ændringer og tilpasninger af bygningen, så der ikke kommer noget i vejen, når selve platformen skal på plads.

Hospitalsbyggeriet er langt fremme, og det forventes, at håndværkerne er færdige på byggepladsen sidst på året. Derfor er det tid til, at der nu sættes gang i den forberedende opbygning til platformen. Arbejdet kan nemlig ikke udføres, når bygningerne først er taget i drift.

Fortsat arbejde for at opnå fondsstøtte

Politisk er der nikket ja fra regionsrådet til at bruge 10 millioner kr. fra en infrastrukturpulje til at prioritere platformsforberedelsen.

Men målet er stadig, at private fonde økonomisk støtter en nordjysk helikopterlandingsplads tæt på akutmodtagelsens indgang.

Derfor fortsætter et sideløbende arbejde med at skaffe opbakning fra fonde til at medfinansiere platformen, der har en totalpris på 30-35 millioner kr.

Andre danske hospitaler har opnået fondsstøtte til lignende projekter, og behovet skønnes ikke at være mindre i Nordjylland.

- Region Nordjylland er den mindste region målt på antallet indbyggere, men vi dækker et geografisk område med store afstande. Derfor er der er klart behov for, at hjælpen også i vores landsdel kommer hurtigt frem til blandt andet livstruende sygdom. Når helikopteren sendes i luften for at hente en patient, er det et kapløb med tiden, og det gælder også, når helikopteren lander ved hospitalet. Så skal man kunne aflevere patienten næsten lige ved døren til videre behandling uden unødige forsinkelser, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.