Pia Bøgelund Ravnholt genopstiller til KV21 for det Konservative Folkeparti i RebildRebild og omegnMandag 22. marts 2021 kl. 06:30
Af Klaus Hansen Pia Bøgelund Ravnholt genopstiller for det Konservative Folkeparti Den konservative kandidatliste bliver suppleret med endnu en stærk kandidat. Pia Bøgelund Ravnholt er 39 år og gift med Jon. Parret har to børn på 10 og 6 år og har boet i Støvring i de seneste 6 år. Pia er uddannet cand.ling.merc i sprog og virksomhedskommunikation og arbejder til daglig med marketing hos Kabinescooter.dk i Hobro. Pia og familien oplevede at blive taget rigtig godt imod, da de flyttede til byen. Familien fandt hurtigt en masse aktiviteter at deltage i, både for børn og voksne. Støvring har rigtig meget at byde på og der er mange gode initiativer i gang. Pia er i dag formand for Støvring-Sørup Lokalråd, der har til formål at varetage lokalsamfundets interesser, bidrage til den positive udvikling og søge at få medindflydelse i anliggender, som vedrører lokalområdet. Pia er desuden medlem af bestyrelsen for HavneBYfesten, da hun er meget optaget af, at støtte op om de gode eksisterende aktiviteter i byen, som kan være med til at samle byen og indbyggerne på tværs af aldre og interesser. Derudover har Pia sammen med bl.a. sin mand været med til at starte en skaterforening op i håb om at få lavet et fedt skater- og aktivitetsområde i Støvring. Pia Bøgelund Ravnholt udtaler, ”Jeg er kandidat, fordi jeg gerne vil bidrage og være med til at præge vores lokalsamfund. Det er de nære politiske beslutninger, der ofte har størst indvirkning på vores dagligdag. Jeg vil gerne være med til at gøre byen endnu bedre for både nuværende og kommende borgere, hvis jeg kan, hvilket jeg fx gør gennem frivilligt arbejde, da jeg kan godt lide at engagere mig i ting, hvor jeg kan se, at jeg kan skabe værdi eller blive klogere på et emne eller mig selv. Byen vokser, og der kommer fortsat mange nye til, som alle har valgt Støvring på grund af alt det gode og stærke, som byen har at tilbyde. I takt med at byen bliver større og fortsat er under udvikling, er det vigtigt at forsøge at bevare det tætte og nære fællesskab, så der fortsat er steder eller begivenheder, der samler og styrker. Det er bl.a. vigtigt med grønne områder, gode stisystemer, sikre skoleveje, legepladser el.lign. Det er også meget vigtigt, at sikre byen fortsat fungerer som en samlet helhed, selvom den vokser så meget, så de forskellige bydele hænger sammen” Pia Bøgelund Ravnholt brænder også meget for børne- og ungeområdet. Hendes datter er én af de mange børn, som for få år siden skulle starte i børnehave, da der pludselig var pladsproblemer pga. den store tilflytning. Nu er det Bavnebakkeskolen, der står for tur, da skolen ellers vil stå i samme problem, ligesom der er endnu en institution i pipeline. Da der heldigvis fortsat er stor interesse for tilflytning til Støvring, vil Pia gerne være med til at arbejde for, at der også i fremtiden bliver skabt de bedste rammer for vores børn. Hvad enten det er dagpleje, vuggestue, børnehave eller skole, så de får en god og tryg start og barndom, og at beslutningerne så vidt muligt bliver taget på forkant, så børn og voksne får gode, inspirerende rammer og de bedste arbejdsbetingelser. Sin fritid tilbringer Pia hovedsageligt sammen med sin familie, ligesom hun gerne kobler af med et kreativt projekt, havearbejde eller den skønne natur i Rebild. Borgmesterkandidat Lene Aalestrup hilser Pia Bøgelund hjertelig velkommen på C-holdet. ”Med Pia på listen er vi sikret en solid lokal stemme fra Støvring. Pia har fingeren på pulsen og ved, hvad der rører sig lokalt. Jeg har mange gode og inspirerende samtaler med Pia, når der er lokalt stof på dagsordenen. Pia er kommet med mange gode indspark især omkring planlægningen og prioriteringen af Støvring Bymidte” udtaler Lene Aalestrup og fortsætter ” Pias store engagement for byens borgere, aktiviteter, åndehuller, fritidstilbud og børnenes vigtige rammer, er noget Pia arbejder hårdt for. Pias behagelige samarbejdsform og måde at engagere sig på, har jeg stor respekt for, og som tidligere bestyrelseskollega i HavneByFesten oplevede jeg en meget arbejdsom kollega, der gik forrest i arbejdet”
|