Peter Møller fra Guldmøller: Det kan få alvorlige konsekvenser for butikslivet i Hobro, hvis butikkerne ikke snart får grønt lys til at åbne igen

Hobro og omegn
Mandag 22. februar 2021 kl. 22:00

Peter Møller fra Guldmøller: Det kan få alvorlige konsekvenser for butikslivet i Hobro, hvis butikkerne ikke snart får grønt lys til at åbne igen
Peter Møller ARKIVBILLEDE


Af Klaus Hansen

Butikker i fælles opråb: Vi er klar til at lave en forsvarlig genåbning

Det kan få alvorlige konsekvenser for butikslivet i Hobro, hvis butikkerne ikke snart får grønt lys til at åbne igen. Sådan lyder bekymringen fra Peter Møller fra Guldmøller, der håber på en snarlig genåbning

Vi er klar til at lave en forsvarlig genåbning. Det er budskabet fra Guldmøller i Hobro og godt 2000 butikker under Dansk Detail til myndighederne og eksperterne, der i øjeblikket regner på effekten af en genåbning.

– Vi og kunderne var gode til at imødekomme retningslinjerne fra myndighederne ved den sidste genåbning. Det er vi selvfølgelig klar til at gøre igen. Jeg håber virkelig, at vi snart får lov at åbne igen, for der er flere butikker, der er under et massivt pres lige nu, siger Peter Møller fra Guldmøller i Hobro.

Peter Møller bakkes op af Jens Birkeholm, der er branchedirektør i Dansk Detail og blandt andet taler på vegne af brancheorganisationen Danske Guldsmede & Urmagere og kæder som Sportigan, Mr, Din Tøjmand, In2House, Møblér, InboGulve, Garant, Kop & Kande, Boghandlerforeningen, Skoringen, Zjoos, Wear og SPORT 24.

– Vores medlemmer tager pandemien meget alvorligt. Derfor er de alle klar til at strække sig så langt, det er nødvendigt, for at leve op til afskærmningskrav, afstandskrav, afspritningskrav og lignende tiltag, som myndighederne vurderer, er nødvendige for at gennemføre en fuldt forsvarlig genåbning. Vi viste i foråret, at vi kunne løse opgaven i samarbejde med myndighederne. Den succes er vi klar til at gentage, siger Jens Birkeholm.

Frygter konsekvenser for det lokale butiksliv

Ifølge en medlemsundersøgelse hos Dansk Erhverv risikerer hver tiende virksomhed at lukke i løbet af de næste tre måneder. Bliver det forretninger i provinsbyerne og de små bysamfund, der må dreje nøglen om, kan det medføre en kædereaktion, der ikke blot får konsekvenser for de 125.000 arbejdspladser i udvalgsvarebutikkerne. Det vurderer Bruno Christensen, der er ekspert i detailhandel.

– Selvom det ikke er alle butikker, der lukker i kølvandet på nedlukningen, så får lukninger konsekvenser for de tilbageværende butikker, fordi de begrænsede muligheder i det pågældende område vil få forbrugerne til at søge mod andre indkøbsmuligheder, hvor de kan få deres behov stillet ét sted, siger Bruno Christensen.

Den analyse deler Jens Birkeholm.

– Der er ikke nogen tvivl om, at en fortsat nedlukning trods kompensationsordningerne vil være en dybt, dybt alvorlig situation, der vil koste mange butikker livet. Alle kan ikke reddes og mange provinsbyer vil være ekstra udsatte med svære konsekvenser for fremtidens lokale butiksliv, tilflytning og boligpriser, siger Jens Birkeholm.

Ifølge Dansk Erhverv betyder den nuværende nedlukning i øjeblikket et månedligt produktionstab på fem milliarder kroner.

Dansk Detail er med ca. 2.000 medlemsvirksomheder den største brancheorganisation i specialdetailhandlen. Virksomhederne kommer fra alle dele af mode- og livsstilsbranchen og er bl.a. tøj- og skobutikker, møbelhandlere, farvehandlere, designere, agenter m.fl.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.