Per Husted: Er der behov for en omfartsvej i Mariager?

Mariager og omegn
Torsdag 14. marts 2019 kl. 06:30

Per Husted: Er der behov for en omfartsvej i Mariager?
Per Husted (A)


Som lokal Folketingskandidat er jeg glad hver gang, at det lykkes at få statslige investeringer til vores område...
.
AF Folketingskandidat Per Husted (A)

Dog under betingelse af, at de er til gavn for vores lokalområde, og er med til at gøre vores område mere attraktivt for borgere og erhvervslivet. Det er det jeg også selv vil arbejde for på Christiansborg, og jeg har stor respekt for og ønsker samarbejde med de politikere, som arbejder for det samme.

I regeringens udspil til investeringer på over 100 mia. kr. i infrastruktur er der afsat kr. kr. 377 mio. kr. til en omfartsvej omkring Mariager. Det er indtil videre kun ord på et stykke papir, og om det gennemføres er absolut ikke sikkert. Især da regeringen ønsker at gå mod en dansk tradition om brede forlig om større investeringer, hvor planerne rækker langt ud i fremtiden. Det vil sige, at Socialdemokratiet højst sandsynligt også vil få indflydelse på prioriteringerne inden de bliver endeligt vedtaget.

Men når jeg læser om denne enorme investering i en omfartsvej, så er min første tanke. Er der behov for den? Er det til gavn for Mariager og vores lokalområde? Det mener jeg skal afklares inden, at der flyttes en skovlfuld jord i projektet. Det sker dog heldigvis også, så beslutningen træffes på et oplyst grundlag.

Jeg har selv i mange år dagligt kørt på den nuværende vej langs fjorden og gennem Mariager. Ud over hver gang at nyde det med den flotte udsigt over fjorden og gennem Mariager, så må jeg konstatere, at jeg aldrig har oplevet kø eller større trafikproblemer på vejen. Det glider altid fint. I en forundersøgelse for projektet fra 2013 konkluderes også, at ”Det må på baggrund af rapporten konkluderes at der ikke er problemer på rute 555 med hverken kapacitet eller trafiksikkerhed. Det lokale erhvervsliv fremfører, at en omfartsvej syd om Mariager ikke vil have betydning for erhvervslivets udvikling eller transporter”.

En ny omfartsvej er planlagt til at gå gennem det fantastisk flotte kuperede områder omkring Mariager. Vil det lukke byen inde? Vil det gøre Mariager mindre attraktiv at bo i, hvis der kommer asfalt omkring byen og den frie adgang til området hæmmes? Det vil ligeledes skabe væsentligt trafik omkring en række mindre byer på vejen samt også landejendomme. Opvejer disse gener dem, som vil blive undgået i Mariager by?

Projektet vil i høj grad også påvirke Assens. Fra forundersøgelsen fra 2013 nævnes en række forhold, som påvirker Assens og generelt området mellem Assens og Mariager. Der kan bl.a. læses, at vejen i høj grad vil gå igennem Fredsskov.

I forundersøgelsen står bl.a. ” Kongsdal Skov og Brygger Schwensens Plantage påvirkes. Begge skove er fredskov og udpeget som et stort naturområde og økologisk forbindelse pga. skovenes store naturværdi.”

I Assens er der samtidig udlagt et eksisterende byzoneareal med eksisterende lokalplan, der risikerer at blive berørt af en ny vejforbindelse.” Så Assens by risikerer også at blive lukket lidt inde, og adgangen til naturen bliver besværliggjort.

Er disse omkostninger med til at opveje de fordele, som omfartsvejen måske giver?


Som hyppig bruger af den nuværende vej bruger jeg ofte Mariager by. Ofte har jeg handlet i Brugsen eller REMA, når jeg nu alligevel kører forbi. Hvis der er en omfartsvej tvivler jeg på, at jeg vil gøre det i fremtiden. Butikkerne overlever nok uden min handel, men vil mange andre også gøre det samme? Vil det svække Mariager bys handel og liv i byen?

Jeg har set, at et argument for omfartsvejen er at undgå lastbiler på brostenene i den gamle del af byen. Jeg har ikke helt forstået det argument. Mig bekendt kører den tunge trafik primært på hovedvejen, og kommer ikke ind i den gamle bydel, medmindre lastbilerne selvfølgelig kører forkert.

Jeg har opfattelsen af, at den tunge trafik, som er i den gamle del af byen, primært er nogle, som har et ærinde i byen med levering af varer til butikkerne eller beboerne. Den trafik forsvinder ikke selvom der laves en omfartsvej. Ret mig meget gerne, hvis jeg tager fejl. Og kan denne trafik ikke mindskes ved nogle tiltag i selve midtbyen?

Et andet argument, som jeg har set for omfartsvejen er, at store dele af den østlige kommune vil køre over Mariager og den nye omfartsvej, når de skal på motorvejen. Jeg har umiddelbart svært ved at se, at det kan være en stor fordel for mange. Men sker det, vil det betyde væsentligt øget trafik i Hadsund Syd og frem til den nye omfartsvej samt også på vejen mellem Mariager og Hobro, som i dag er meget belastet og absolut ikke er egnet til tung trafik gennem Katbjerg og Skellerup. Hvad med det?

Det blev et langt skriv, men det er jo også en meget stor investering. Og jeg ved nogle vil sige, at vi skal da bare tage imod investeringen – vi skal jo ikke selv betale. Men for mig er det vigtigt, at alle sten vendes og alle giver deres besyv med. Jeg er ikke overbevist om, at en omfartsvej vil være til gavn for Mariager og Mariagerfjord Kommune. Og jeg er ret sikker på, at en omfartsvej vil skabe problemer for andre og måske ovenikøbet skade eksempelvis Assens. Mariager er en dejlig by med stort potentiale. Men jeg stiller mig selv spørgsmålet om der var andre og bedre sager, som kan kæmpes på Christiansborg for Mariager.

Her tænker jeg bl.a. på flere cykelstier, styrkelse af Sødisbakke, naturgenopretning og indsats for grøn omstilling og genbrug, hvor der i Mariager er gode muligheder. Eller støtte til Citta Slow og Saltcentret, og de fantastiske muligheder, som den smukke gamle by med brosten og atmosfære giver for både lokale og turister. Mariager emmer jo af livskvalitet.

Jeg er ret sikker på, at omfartsvejen bliver et emne i debatten lokalt op til Folketingsvalget. Jeg ser frem til at debattere det, og ikke mindst lytte til argumenter for og imod. Og jeg kan love, at jeg loyalt vil arbejde for det, som er bedst for både Mariager og Mariagerfjord Kommune. Og det meget gerne sammen med andre, som også vil Mariagerfjord Kommune det godt.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.