Oversvømmelser i fokus på borgermøde i Hobro

Hobro og omegn
Mandag 29. april 2019 kl. 13:00

Oversvømmelser i fokus på borgermøde i Hobro
Mariagerfjord Kommune vil undgå oversvømmelse i huse og stræder


Når Mariagerfjord Kommune 29. april inviterer på gåtur til Vesterfjord og borgermøde på GASmuseet er det med fokus på at undgå oversvømmelser i huse og stræder...
.
Af Klaus Hansen

En handleplan for klimatilpasning har set dagens lys og er nu i høring til 27. maj. I den forbindelse inviterer kommunen på gåtur og til borgermøde i Hobro for at fortælle mere om planens indhold, og hvordan man undgår skader fra oversvømmelser, når klimaændringer kommer snigende.

Udvalgsformand for Teknik og Miljø Jørgen Hammer Sørensen mener, det er nødvendigt med en plan, når vandstanden stiger, stormfloder bliver hyppigere og nedbørsmængderne voldsommere.

- Selv om Mariagerfjord Kommune ikke har oplevet så voldsomme oversvømmelser som andre steder i landet, så skal vi gøre, hvad vi kan for at udvikle vores byer til at kunne klare mere vand fra oven, fra neden og fra hav og fjord fremover, fortæller Jørgen Hammer Sørensen.

Han påpeger, at handleplanen for klimatilpasning skaber mulighed for at borgere, erhverv, forsyninger og kommune sammen kan finde fælles løsninger.

Handleplanen omfatter hele kommunen, men har især fokus på Hobro. Her er der nemlig risiko for store omkostninger ved skader fra oversvømmelse, fordi midtbyen ligger lavt og midt mellem fjord og ådal.

Principperne for at håndtere ekstrem nedbør, havstigninger og stormflod tager derfor udgangspunkt i Hobro, men vil også kunne overføres til at gælde resten af kommunen.

Gåturen er fra kl. 17-18. Alle interesserede mødes ved borgmesterkontoret på Nordre Kajgade 1. På vejen til Vesterfjord er der blandt andet stop ved de store pumper og slusen, der holder midtbyen tør.

På det efterfølgende borgermøde på GASmuseet kl. 19-21 vil deltagerne få større indsigt i arbejdet for at planlægge og indarbejde klimaløsninger, men deltagerne skal også komme med ideer og bidrag til at finde løsninger på klimatilpasning.

- Der er lang vej i mål, og det kræver store indsatser, men nu går vi i gang i god tid og samarbejder om løsningerne. På den måde kan vi forhåbentlig undgå kommende oversvømmelser, og der kan endda være gode værdier at hente ved at koble klimatiltag med rekreative muligheder, konkluderer fagchef for Natur og Miljø Jørgen Ussing.

Find 'Handleplan for klimatilpasning' og mere information om gåtur og borgermøde på kommunens hjemmeside: www.mariagerfjord.dk

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.