Optagelse 2021: Landmand vil være bankmand i HobroHobro og omegnOnsdag 28. juli 2021 kl. 08:00
Af Klaus Hansen Landmand vil se virksomheder vokse som bankmand Morten Balle er en af de 126 optagne til Hobros videregående uddannelser. Den 28-årige landmand er glad for at kunne læse lokalt og ikke skulle køre mange kilometer om dagen til Aarhus I nat mellem tirsdag og onsdag fik alle ansøgere i Danmark svar på, hvilken videregående uddannelse de er kommet ind på. Her valgte 126 studerende, at deres næste år skal foregå på Erhvervsakademi Dania i Hobro. Det er kun tre personer mindre end sidste år, hvor 129 blev optaget. Det er især studiet til finansøkonom, der lokker unge til studierne på Kirketoften, og det er også det, 28-årige Morten Balle har valgt. Han er uddannet landmand og arbejder på en gård med 500 køer og 700 hektarer jord, og han blev landmand for at arbejde med dyr og se ting vokse. Men over de seneste år og især det sidste er hans interesse for finans steget så betydeligt, at han nu vil være bankrådgiver og har derfor søgt ind på finansøkonom-uddannelsen. - Som erhvervsrådgiver i en bank kan jeg se ting vokse fx små og store virksomheder. Økonomi og jura er mere komplekst, og man skal sætte sig ind i tingene. Det skal ikke være for nemt, smiler Morten Balle. Sparer 77 km kørsel I denne måned bliver han far for første gang sammen med sin kæreste, som han bor i hus med i Hobro. Man kan også læse til finansøkonom i Aarhus, men ved at læse lokalt sparer han 77,4 kilometers daglig kørsel til og fra studiet. - Det betyder meget for mig, at det ligger her. Jeg vil ikke flytte til Aarhus, for det er her, jeg bor, så hvis studiet ikke var muligt lokalt, havde jeg pendlet til Aarhus. Det tager en time til Aarhus i bil, mens jeg har 10 minutter til erhvervsakademiet i Hobro, siger Morten Balle, der i løbet af det sidste halve år har læst engelsk samt matematik B og C-niveau op online. Det svarer til 450 timers uddannelse ved siden af fuldtidsjobbet som landmand. - Der har været tryk på for at kunne komme ind på studiet. Men det er det, jeg vil, og når det er det, det kræver, så gør jeg det. Jeg kan bedst lide, at der sker noget, fortæller Morten Balle, der glæder sig til at starte på studiet og tilføjer, at han efter studiet gerne vil tage HD 2. del, som finansøkonom-uddannelsen giver adgang til. Hver 6. studerende i Danmark læser i dag på et erhvervsakademi.
|