Opgradering af badeværelset

Danmarkidag
Lørdag 20. juni 2020 kl. 10:00

Opgradering af badeværelset
En dampende hed sauna er garanti for max velvære for kroppen, og det påstås også at være sundt for mange ting. Foto: Ingimage.com


Af Kehlet Journalisten

Fantasien sætter stort set ingen grænser for, hvad man kan få af velvære på badeværelset, og vi er sandelig kommet langt siden toilet i gården og træk og slip. I dag er badeværelset et rum, vi i stigende grad bruger på velvære og afslapning og dermed også et rum, vi gerne ofrer mange kræfter og penge på.

Her er seks ideer (fra billig til lidt mere pebret) til at løfte dit badeværelse op i luksusklassen.

Syng i stereo:
Når du synger i badet, så gør det til god musik. Mange små vandfaste højtalere kan fås lige til at sætte op med sugekop.

Løvefødder:
Et stort, lækkert fritstående badekar på løvefødder sikrer en kongelig badeoplevelse.

Gulvvarme:
Det ser ikke ud af meget, men - ny gulvbelægning med varme er en genial opgradering af badeværelset, som du vil nyde i hverdagen.

Dampbad:
Man bliver pragtfuld mat og træt af at bade i damp. Fås både som damp-bruseniche og som kabine, man kan sidde i.

Automatisk toilet:
Rend aldrig igen tør for toiletpapir. Få et toilet, der har vaskefunktion. Flere af dem har også varme i sædet og musik!

Sauna:
Det behøver ikke være nyt for at være luksus – mange huse fra før energikrisen har saunaer, og det er et fantastisk rum. Er du så heldig, at der er sådan en i dit hus, så overvej et nyt ovnmodul, der bruger mindre strøm og varmer hurtigere, så vil du bruge saunaen mere og til andet end opbevaring.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.