Nyd en aften med højtlæsning og musik i skumringen

Mariagerfjord og omegn
Fredag 23. oktober 2020 kl. 15:00

Nyd en aften med højtlæsning og musik i skumringen
Lyset slukkes og bogen åbnes på Hobro Bibliotek og i Kulturhuset i Arden mandag d. 9. november kl. 19.


Af Klaus Hansen

Hvert år, når vinteren banker på, og mørket sniger sig ind på os, tændes der på én aften lys i hele Norden til en aften med højtlæsning og musik. Overalt i de nordiske lande læses den samme tekst, og i Mariagerfjord åbnes bogen på Hobro Bibliotek og i Kulturhuset i Arden, når Mariagerfjord Bibliotekerne og Foreningen Norden inviterer indenfor til Skumringstimen.

Skumringstimen er en del af Nordisk litteraturuge, hvor vi sammen sætter fokus på den gode litteratur vi heldigvis har så meget af i Norden.

Årets højtlæsningstekst kommer fra Auður Ava Ólafsdóttirs roman 'Ar', som i 2018 modtog Nordisk Råds litteraturpris. 'Ar' er en humoristisk socialrealistisk roman om den midaldrende Jónas Ebeneser, der er fuld af tungsind, og i begyndelsen af romanen forlader Island og rejser til et krigshærget land for at gøre en ende på det hele.

Men dødslængslen tager en uventet drejning. Jónas genfinder en glæde og oplever små lyspunkter ved tilværelsen. Romanen drejer sig i høj grad om individet i menneskehavet, og er en beretning om hvordan den indre og ydre verden kan falde sammen og genopbygges igen.

Lyset slukkes og bogen åbnes på Hobro Bibliotek og i Kulturhuset i Arden mandag d. 9. november kl. 19. Det er ganske gratis at være med, men grundet deltagerbegrænsning er det i år nødvendigt at hente billet på www.himmerlandsbilletten.dk.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.