Ny grøn kantine på Mariagerfjord GymnasiumHobro og omegnTorsdag 28. maj 2020 kl. 19:00
AF Klaus Hansen Der kommer økologi, bæredygtighed og lokale råvarer i sæson på menuen, når MOS Madhus overtager kantinedriften på gymnasiet pr. 1/8 2020. Martin Vraa Olesen er indehaver af MOS Madhus, der skal drive kantinen efter sommerferien – 20 år efter at han selv blev hf-student på gymnasiet. Da han gik på skolen i årene 1998-2000, gjorde kantinen ikke et stort indtryk. Faktisk husker han nærmest ikke, at man kunne købe mad på gymnasiet. Men dét vil han lave om på nu: Gymnasiets knap 630 elever og 90 ansatte skal hver dag glæde sig til spisepausen. - Man skal se frem til at komme i skole på grund af mange ting, men også på grund af maden i kantinen. Vi vil tilbyde sund, lækker mad lavet af gode råvarer – og så selvfølgelig til en fornuftig pris. Vores fokus er på bæredygtighed, økologi og lokale råvarer i sæson. Det betyder fx, at eleverne aldrig vil finde jordbærkager i januar eller asparges i oktober, fortæller Martin. Det rette match Rektor Søren Urup er overbevist om, at Mariagerfjord Gymnasium og MOS Madhus er det helt rigtige match. - MOS Madhus er valgt, fordi de netop vægter økologi, bæredygtighed, lokale råvarer i sæson. Det spiller utrolig godt sammen med gymnasiets grønne profil – uden at det dog bliver fanatisk. Der skal stadig være plads til bøfsandwich, tarteletter og snolder i kantinen, siger Søren med et smil og fortsætter: - Derudover har Martin en masse spændende idéer, og han har lyst til at tænke kantinen ind som en del af gymnasiet. Han er nysgerrig, vil gerne lytte til folks ønsker og er med på at afprøve nye ting, og dét passer utrolig godt sammen med dét, vi står for som skole. Blandt andet har Martin idéer om at lave temadage på gymnasiet, hvor kantinen fokuserer på et land og fx laver italiensk mad. Han kunne også forestille sig en lille ”street food”-happening med et par boder, der sælger noget lækkert. Uden dog at love for meget skynder han sig at tilføje. En ting tør han dog godt at garantere, og det er, at priserne ikke pludselig flyver i vejret. - Selvom vi indfører en del mere økologi og blandt andet bæredygtig emballage, der er lidt dyrere end fx plastik, kan vi spare noget ved at bruge lokale råvarer i sæson. På den måde kan det godt være, at nogle ting bliver lidt dyrere, mens andre ting bliver billigere, men vi kommer til at ramme det samme prisniveau. Bag om MOS Madhus Martin har 10 års erfaring fra et af Danmarks største cateringfirmaer inden for kantinedrift, hvor han har haft flere kasketter på. Han har både været kok, bager, køkkenchef og kundechef med ansvar for 10 kantiner og caféer i Jylland. Dermed lå opgaven med at overtage kantinedriften på Mariagerfjord Gymnasium lige til højrebenet. At beskæftige sig med kantinedrift og frokostordninger var netop dét, der var drømmen, da han startede MOS Madhus for et år siden, fortæller han.
|