Ny bydel 'Støvring Ådale' kickstartes med opførelse sundhedshus og torveområde

Rebild og omegn
Søndag 14. februar 2021 kl. 16:00

Ny bydel 'Støvring Ådale' kickstartes med opførelse sundhedshus og torveområde
Illustration: Bjørk & Maigård ApS


Af Klaus Hansen

Visualisering af hvordan det nye sundhedshus Ifølge entreprenørens skitseprojekt kommer til at se ud. BEMÆRK: Der kan være detaljer der bliver ændret i forhold til billedet. Illustration: Bjørk & Maigård ApS

Rebild Kommune har valgt entreprenørfirmaet Lars Pedersen & Søn A/S til at stå for det største offentlige udviklingsprojekt i kommunen i nyere tid.

Aftalen indeholder opførelsen af et nyt sundhedshus for Rebild Kommune og et torv i Støvring Ådale, som første fase i af en helt ny bydel op ad Jernbanekvarteret. Entreprenøren har købt jorden af kommunen og aftalen indebærer også at entreprenøren løbende skal bygge omkring 250 boliger, samt et byggeri med plads til forskellige private praksisser indenfor sundhedsområdet.

Plads til det gode og levende byliv
Borgmester Leon Sebbelin er meget begejstret for denne milepæl i visionen for området:

- Byrådet og jeg har arbejdet på det her store spændende projekt i fire år, så jeg er yderst tilfreds med at vi har kunne lande en aftale med entreprenøren, der skal realisere planen. Vi har jo en vision om at knytte Støvring endnu bedre sammen og forstærke den levende og attraktive by, som den er. Derfor etablerer vi en ny bydel, med plads til at mennesker i forskellige aldre og livsfaser kan slå sig ned og bo og leve. En bydel hvor der er lagt vægt på gode udenomsarealer som ramme om et levende byliv. Derfor har det været vigtigt, at vi har taget os tid til at lægge en velovervejet plan for området med designmanual for områdets fremtidige byggeri, gader og byrum.

Første spadestik i november
Indehaver af Lars Pedersen & Søn A/S, René Thomasbjerg ser frem til samarbejdet og at komme i gang med projektet:

- Det er et utrolig spændende projekt der ligger foran os og borgerne i Støvring. Det er en stor fornøjelse, som lokal virksomhed i kommunen, at kunne bidrage til at indfri visionerne om den her helt nye bydel. Første skridt er, at vi projekterer sundhedshuset, og derefter kommer de almene boliger og de private praksisser. Det er en længere proces, hvor vi skal sikre et godt sammenspil imellem dem der skal færdes og bo i området og det vi bygger. Vi forventer at første spadestik til sundhedshuset bliver taget i november 2021 og huset forventes færdigt i 2023.

Bæredygtighed prioriteres højt
Rebild Kommune har for nylig vedtaget ti bæredygtighedsprincipper, der sikrer et højt niveau af bæredygtighed igennem alle faser af projektet. Det betyder blandt andet at byggeriet udføres med robuste og gedigne materialer, der med en lang levetid sikrer, at byggeriet står flot i hele dets levetid med mindst mulig vedligeholdelse.

Tidligere på måneden udløste det et tilsagn fra Realdania på omkring 2,5 mio. til både en analyse af byggeriets potentiale i forhold til bl.a. energibesparelse, samt tilskud til bæredygtige tiltag i byggeriet. Byggeriet støttes også af staten der har indgået aftale med Rebild Kommune om opførelsen af sundhedshuset og omstændighederne vedrørende de øvrige klinikker og praksisser indenfor sundhedsområdet.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.