Ny burgerbar åbner på Butikscenter Hadsund

Hadsund
Tirsdag 9. januar 2018 kl. 15:12

Ny burgerbar åbner på Butikscenter Hadsund
Morten Guldbæk vil med sit nye koncept give folk en mulighed for at få stillet sin sult - kik ind!


Flere nye forretninger rykker ind hos Butikscenter Hadsund...
.
Af Helle Schiønning

Nu sker der atter nyt på Butikscenter Hadsund – og med atter mener vi, at der så sent som i går åbnede en ny frisørsalon i centret.

Nu er det Morten Guldbæk, der efter i 14 år at have været indehaver af Center Cafeen på Butikscenter Hadsund, nu ændrer koncept, og åbner en burgerbar.

I disse dage er Morten i fuld sving med at ombygge og renovere lokalerne, der tidligere husede CenterCafeen. Den 1. februar kl. 12 slår han så dørene op til et helt nyt sted under navnet Bunson´s Burger, hvor man selvfølgelig kan få alt til faget hørende, indenfor burgere.

Morten Guldbæk vil med sit nye koncept give folk en mulighed for at få stillet sin sult, når det skal være hurtigt og lækkert.
Bunson´s Burger laver selv deres dressinger, tilbereder selv kødet, snitter selv det grønne og brødet bliver leveret friskbagt fra den lokale bager. Så de gode råvarer er absolut i højsædet!

Lokalet bliver i helt nyt look med f.eks høje stole, og plads til 30 gæster.

Han vil dog ikke selv stå i forretningen til daglig – den daglige drift vil blive varetaget af Teit Vestergaard Kjeldsen, som i dag er indehaver af Ædedolken i Nibe. Han har også stået bag MacQ i Skørping. Så måske kender nogen ham allerede!

Teit Vestergaard Kjeldsen og Morten Guldbæk glæder sig til at hilse på og se en masse folk til åbningen d. 1. februar!

Hvad er Butikscenter Hadsund?
Nogen kalder Butikscenter Hadsund for Nordjyllands mindste storcenter.
Det er måske lidt overmodigt at kalde Butikscenter Hadsund for Nordjyllands mindste storcenter, men faktuelt er der stort set alle de dagligvare- og detailbutikker som en borger kan have brug for.

Mange der ikke har besøgt centret før, bliver overrasket når de konstaterer, at centret har forretninger som omfatter 2 herretøjs forretninger Tang og Marcus, Imerco, Intersport og det kendte MATAS der har både sundhed og plejeprodukter. Forholdsvis nye er også vin og delikatesseforretningen Friis Wood & Deli.
Supplerende kan man gå i egnens absolut størst motionscenter eller til frisøren – og nu kan man altså også snart hygge sig med en lækker burger med fritter hos Bunson´s Burger, og måske slutte af med en drink på bodegaen Den grå kok!
Ikke mindst bidrager dagligvarebutikken Netto til, at man måske alligevel med rette kan kalde det Nordjyllands mindste Storcenter.



© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.