Nordjysk stabilitet gav succes for tysk koncernHadsund HadsundOnsdag 18. maj 2016 kl. 11:00
Af Klaus Hansen SSI Schäfer A/S er et godt eksempel på en nordjysk virksomhed, hvor der er godt gang i væksten. Med 150 ansatte og en omsætning på ca. 100 millioner € er der optimisme på det nordjyske hovedkontor. Selvom det tyske firma SSI Schäfer først for alvor fandt til Danmark i 2007 blev fundamentet til den nordjyske afdeling grundlagt allerede i 2004 da Ole Madsen stiftede selskabet AMH A/S. AMH solgte SSI Schäfers automationsløsninger i Danmark, og det blev en succes - en stor succes.. Med en ordre på et fryselager i Esbjerg og Lars Larsens underskrift på et stort distributionscenter til JYSK-koncernen i Uldum, viste Ole Madsen det tyske modeselskab, at der var et stort potentiale i Danmark. Resultatet deraf blev, at AMH lukkede og Ole Madsen i stedet kom til at stå i spidsen for en dansk SSI Schäfer-afdeling beliggende i Hadsund. SSI Schäfer havde i første omgang udset sig Stockholm som beliggenhed for et nordisk hovedkontor, men Ole Madsen stod fast på Hadsund. Området i og omkring Hadsund har nemlig en enestående koncentration af viden og kompetencer inden for automationsbranchen – og det viste sig at være et godt valg. Antallet af medarbejdere i Danmark er nemlig gået fra 4 til 104 på blot 9 år og SSI Schäfer er nu den førende leverandør af lager- og logistiksystemer på det danske marked. I takt med væksten positionerede SSI Schäfer sig på det danske marked, og den danske afdeling er udvidet med en software-, en helpdesk-, en service- og en projektafdeling. Det stærke fundament i Danmark har medført, at Hadsundkontoret har udviklet sig til hovedkontor for hele SSI Schäfers Nord- og Østeuropæiske region, der nu dækker 16 lande med etablerede kontorer i Sverige, Finland, Rusland, Ukraine og selvfølgelig Danmark. Med udgangspunkt fra Hadsund er regionen vokset til i alt 150 medarbejdere med en samlet årlig omsætning på ca. 100 millioner €. Hovedessensen i SSI Schäfers succes, er ifølge OIe Madsen, den ”nordjyske,” stabile sikring af de komplekse projektleverancer. Dansk fleksibilitet kombineret med tysk kvalitet har givet et unikt forretningssetup og har medført, at SSI Schäfer nu er den førende leverandør af lager- og logistiksystemer i Norden. SSI Schäfer har fokuseret sin energi på at positionere sig som totalleverandør til lageret og leverer alt fra plastikasser og pallereoler til fuldautomatiske robotsystemer. Selvom der arbejdes internationalt fra Hadsundkontoret er SSI Schäfer en lokalt engageret virksomhed. Dette ses blandt andet gennem virksomhedens sponsorater af både Mariagerfjord Golfklub og Mariagerfjord Sejlklub. SSI Schäfer støttede også op om den lokale eventyrer Ole Mose Nielsen, da han besteg Mount Everest den 4. april 2013. Seneste bidrag fra Hadsundvirksomheden er SSI Schäfer-hyldereoler til den lokale Røde Kors butik, som indvies d. 1. juni 2016. SSI Schäfer søger lige nu to nye medarbejdere til Hadsundkontoret - en Technical Support Engineer og en økonomiarbejder. .
|