Naturnationalpark Rold skov – et stort dilemma

Debat
Lørdag 6. november 2021 kl. 12:00

Naturnationalpark Rold skov – et stort dilemma
Jens Riise Dalgaard (A)


AF Jens Riise Dalgaard (A) - Byrådsmedlem og byrådskandidat Socialdemokratiet Mariagerfjord.

Naturnationalpark Rold skov – et stort dilemma

Tankerne bag naturnationalparker på statens arealer er rigtig god med mere og friere natur, da naturen og biodiversiteten har det svært.
Når et så omfattende projekt med mange interessenter skal gennemføres, er en åben og gennemskuelig planproces helt afgørende.

Kun herigennem kan lokal viden inddrages, og det lokale ejerskab sikres
I forbindelse med Naturnationalpark Rold Skov har planprocessen været utydelig og har fejlet i forhold til lokale brugere af skoven. Samtidig har Mariagerfjord Kommune med borgmesteren i spidsen også fejlet. Fokus har været så rettet mod vores smukke Mariager Fjord og projekterne der, at kommunen ikke har svaret på den høringsproces, hvor kommunerne kunne komme med bemærkninger frem til 1. september i år. Det er et svigt af borgerene i Ardenområdet, og det skaber stor usikkerhed hos de mange fra området, der nyder skoven som ridende, cyklende eller gående.

Rebild Kommune viste derimod rettidigt omhu og afgav høringssvar. Så nu, hvor der er kommet nye kort med afgrænsningen af naturnationalparken, går den helt ned til Stabelpladsen i Arden, mens der er et par km. skov rundt om Skørping uden for naturnationalparken.

Den 25. oktober deltog jeg i et møde arrangeret af Friluftsrådet og den 3. november i et infomøde arrangeret af Naturstyrelsen. Begge steder var der stor usikkerhed og bekymring hos rigtig mange brugere af skoven. Vil de fremover kunne køre på cykel, benytte de anlagte MTB-stier og ride. Vil de kunne have hunde med i skoven, og vil de kunne benytte skovens faciliteter. Hvad betyder indhegningen, og hvilke dyr sættes ud. Alt dette mangler der sikre svar på.

I forsøg på at råde bod på den manglende reaktion fra Mariagerfjord Kommune har jeg brugt min ret som kommunalpolitiker til at få Naturnationalpark Rold Skov sat på den politiske dagsorden på udvalgsmøde den 8. november. Jeg må blot håbe, at der stadig er mulighed for at indflydelse på, om vi skal have naturnationalpark i Rold skov i den foreslåede form og udstrækning.

Dilemmaet for mig i denne sag er: Jo, vi skal have mere natur og biodiversitet – men det er lige så vigtig, at der er adgang til at komme ud i naturen. Og der skal være en ordentlig, gennemskuelig og åben proces. Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at sikre.

Slogan’et for Arden er ”Skoven i byen – byen i skoven”. Derfor er det helt afgørende for os i Ardenområdet, at der både er masser af natur men også fri adgang til statsskoven med gode mulighed for at benytte den i alt sin herlighed. Det skal vi have sikret. Det betyder også, at vi skal have sikret mulighed for at kunne flytte på udstrækningen af naturnationalparken i den videre proces, hvis den kommer. Og vi skal have indflydelse på, hvordan den kan benyttes. Statsskoven er så stor, så der skal være plads til både benyttelse og beskyttelse.

Hvor er det ærgerligt, når de smukke tanker bag Naturnationalpark Rold Skov skaber stor usikkerhed hos mange brugere frem for begejstring hos alle.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.