Naturligvis skal hunden trænes

Mariagerfjord og omegn
Søndag 16. februar 2020 kl. 14:00

Naturligvis skal hunden trænes
Arkivbillede


.
At bruge tid på at få din hund til at lystre. Det er godt givet ud for både din hund og dig.

”Så løb da forvildet rundt i cirkler – for lystre, dét skal du!”

Sådan har mange hundeejere råbt af deres hund, når den – atter engang – har fundet sine egne veje at gå i stedet for at ’gå hinter’ pænt ved siden af far eller at komme, når der bliver kaldt på den.

Hundetræning er anstrengende, og det kræver meget tålmodighed og arbejde. Men det er bestemt besværet og indsatsen værd. En velafrettet hund giver et nemmere liv for både hund og ejer. Når hunden ved, hvad den skal og må, så har den nemt ved at gøre det, den allerhelst vil: Nemlig at gøre sin ejer glad. En hund vil meget gerne gøre det rigtige, og den vil gerne roses. En afrettet hund får meget ros, for den gør ofte det, den skal. Det øger trivslen for dyret.

Samtidig er en velafrettet og velopdraget hund også sjovere at have med at gøre. Man har mere lyst til at gå en tur med en hund, der er kaldefast, for så kan man lade hunden løbe frit. Man har også mere lyst til at kaste pind eller bold med en hund, der ikke spæner efter en kondiløber eller cyklist, men bevarer fokus på det, I nu er i gang med.

Det er navnlig i hundens unge år, indsatsen kan betale sig. Jo hurtigere, du får rettet hunden af, desto flere år med en velopdraget hund kan du se frem til.

Hvis man køber en hund ved en opdrætter, kan man som regel spørge der, hvad de anbefaler til træning. Alternativt kan man blive skrevet op i en lokal forening til hvalpehold – enten generelle hold eller specifikke hold for eksempelvis hunde til jagtbrug.

Om din hund er jagthund eller ej betyder mindre; det vigtige er at komme afsted og få tips til træningen af hunden.

Det siges, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks, men det passer nu ikke helt. Selv voksne hunde kan lære nyt; i hvert fald basale kommandoer som ’kom’ og ’gå pænt’, så den ikke trækker din arm af led, når I går tur.

Træning burde være enhver hunds ret, fordi det gør både hundens og ejerens liv nemmere og bedre.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.