Mariager IK U13 Drenge fodbold modtager Årets talent/præstation 2019

Mariagerfjord AWARD 2019
Søndag 24. marts 2019 kl. 12:00

Mariager IK U13 Drenge fodbold modtager Årets talent/præstation 2019
Foto: Erik Røgild


Mariager IK U13 Drenge modtog den store hæder som Årets talent/præstation til Mariagerfjord AWARD 2019...
.
Af Klaus Hansen

Der var masser af hæder og ære i luften da Mariagerfjord Idrætsråd uddelte Mariagerfjord Award fredag aften i Hobro Idrætscenter og til at styre løjerne var Line Baun Danielsen. Hun uddelte bl.a. Årets talent/præstation.

Mariager IK U13 Drenge fodbold (årgang 2005);

Mariager IK´s U13 hold (årgang 2005) skrev i juni 2018 klubhistorie, da holdet blev Jysk/Fynske mestre efter en opsigtsvækkende og velfortjent 1-0 finalesejr over licens og eliteklubben Silkeborg IF. Med sejren rykkede holdet op i landets bedste række, Liga 1, og gennemgik næsten et helt kalenderår hvor holdet i 23 betydende kampe forblev ubesejrede.

Hvor større, elite-drevne klubber har helt andre bane- og klubfaciliteter, professionelt setup med højt uddannede trænere, ledere og sundhedsstab med mulighed for at samle de bedste 20-25 spillere i oplandet, baserer Mariager IK´s succes sig på frivilligt arbejde, kolossal forældre opbakning samt dedikerede og hårdt arbejdende spillere, som i vintermånederne må træne med 12-16 spillere på iset, mudret, glat eller knoldet underlag.

Det er med andre ord en unik, imponerende og opsigtsvækkende præstation for en klub af Mariager IK´s størrelse at spille sig op blandt de allerbedste hold i landet.

Flere af holdets spillere har klaret sig så godt, at flere interesserede klubber fra højere niveau igennem længere tid har vist stor interesse for spillerne og enkelte er pr. 1/1 også skiftet til eliteklubben AaB.

Alligevel er det lykkedes at holde sammen på de øvrige spillere og endda at tiltrække spillere fra øvrige klubber. Disse spillere har skiftet på grund af det gode træningsmiljø og det sociale fællesskab, men også på grund af den måde den individuelle spillers udvikling foregår på, uanset niveau.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.