Mange nordjyske familier søger julehjælp: 'Det vil hjælpe os rigtig meget'Mariagerfjord og omegnTirsdag 1. december 2020 kl. 10:00
Af Carina Kondrup 957 børnefamilier i Nordjylland har i år søgt om julehjælp hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors. Det fortæller historien om, at også i 2020 har mange familier en presset økonomi. En af dem er Pia Møller Kristensen og hendes børn fra Løgstør, som håber på at få julehjælp. Det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen, når man ikke har så mange penge at gøre godt med. Derfor søger mange børnefamilier igen i år om hjælp til mad og gaver hos sociale hjælpeorganisationer, der traditionen tro uddeler julehjælp til trængte familier. Pia Møller Kristensen fra Løgstør har i år søgt om julehjælp hos Blå Kors i håbet om at få gavekort, som kan gøre julemåneden lidt mindre bekymringsfuld. Hun er på førtidspension og bor alene med sine to sønner. "Jeg har fået gældssanering, som tager rigtig mange penge om måneden og kæmper med min PTSD. Så det vil virkelig hjælpe mig meget at få julehjælp," siger hun. Julehjælp slår rekord Pia Møller Kristensen er langt fra den eneste, som søger om julehjælp. I alt har Blå Kors i år modtager 7.402 ansøgninger om julehjælp, hvoraf de 743 ansøgere bor i Nordjylland. Samlet set er det 229 flere ansøgninger end i 2019, hvor man oplevede det højeste antal ansøgere til dato. Generalsekretær Christian Bjerre tror, at stigningen skyldes, at flere familier har en presset økonomi og at der er kommet mere fokus på muligheden for at søge om julehjælp. "Vi havde det desværre på fornemmelsen, at mange igen i år vil være nødt til at søge om julehjælp. Nogen har stor gæld eller er ramt af sygdom, misbrug eller andre problemer, som påvirker hele familien. Og coronatiden har bestemt ikke gjort det nemmere," siger Christian Bjerre og understreger, at han er glad for, at mange har støttet årets julehjælp: "Der skal lyde en stor tak til alle de danskere, der har givet et bidrag - lige fra privatpersoner til virksomheder og fonde. Vi har oplevet en stor opbakning til julehjælpen." Gør en forskel for familierne Alle familier, som har søgt om julehjælp hos Blå Kors, får senest den 9. december besked om, hvorvidt de får tildelt hjælp. Hjemme i Løgstør håber Pia Møller Kristensen, at hendes familie bliver blandt de familier, som kan se frem til en økonomisk håndsrækning i julen. For hende og hendes børn vil julehjælpen have stor betydning, fortæller hun: "Jeg har jo mine to drenge, som gerne vil have lidt hygge i julen. Det kan julehjælpen være med til at give. Gavekortene vil betyde, at vi kan købe julegaver og andre ting, vi mangler." Blå Kors' julehjælp består af et gavekort til Lidl på 400 kroner og et gavekort på 200 kroner til Blå Kors' genbrugsbutikker.
|