'Løverne' er startet på et nyt klubår i ArdenArden og omegnTorsdag 8. september 2022 kl. 17:00
Af Lone K. Hansen ”Løverne” er startet på et nyt klubår i Arden Sommerferien er slut, og medlemmerne i Lions Club Arden har dermed, traditionen tro, taget hul på et nyt, spændende klubår. En række aktiviteter venter forude, og fælles for disse er et formål, som går ud på at tjene penge til at støtte forskellige humanitære formål. Her i efteråret lægges der ud med salg af skrabelodder til ”Fjordlotto”, senere sælges den populære bog ”Barn af Himmerland”, og den 20. november er der ”Bingo Aften” i Arden Hallerne. Det nye klubår blev skudt i gang med en hyggelig og interessant aften på Hvidsten Kro. Her var der deltagelse af både klubmedlemmer og ægtefæller. Aftenen begyndte med en lille tur rundt omkring kroen og de tilhørende bygninger. Tidligere lærer Hans Nejsom var engageret som lokal guide, og han fortalte på en særdeles levende måde, både om selve kroen, om familien Fiil, der har ejet kroen gennem flere generationer, og naturligvis ikke mindst den dramatiske og rørende fortælling om Hvidstengruppen. Selv om der her er tale om en tragisk historie, var der ind imellem også plads til humor, og man kan roligt sige, at Hans Nejsom, som fortæller, havde alles fulde opmærksomhed. Lions Club Arden har p.t. 21 aktive medlemmer og klubben har mødelokale i Myhlenbergs kantine. Til klubbens ledelse i det kommende medlemsår er valgt Ole Mogensen og Vagn Bach med hver et halvt år som præsident, Søren Overgaard er vicepræsident, sekretær Ivar Salomonsen, kasserer Vagn Bach, clubmester Karl Johan Clemmensen og tailtwister Egon Jensen.
|