Livet ville sikkert være en del lettere, hvis man var en sæpedispenser

Hobro og omegn
Fredag 22. november 2019 kl. 11:00

Livet ville sikkert være en del lettere, hvis man var en sæpedispenser
Illustration: claus ejner opfører ”Performance med en tommestok”.


Af Klaus Hansen

Under den kryptiske overskrift lægger Kunstetagerne torsdag den 5. december kl. 19.00 hus til et performanceshow med kunstneren og performeren Claus Ejner. Nogle vil måske huske hans surreelle tegninger fra udstillingen STREGER, som blev vist i Kunstetagerne i 2018.

Claus Ejner skriver om sit show: ”Livet ville sikkert være en del lettere, hvis man var en sæbedispenser er bygget op omkring den grundforestilling, at samfundet og livet er gennemsyret af absurditet og blottet for mening - i hvert fald indimellem og i hvert fald på forskellige niveauer. Med andre ord er det pessimistens position, der tales fra, og en af hovedpointerne er, at det er en hård omgang at eksistere som menneske!”

Showet består af performance kombineret med performativ digtoplæsning. claus ejner laver blandt andet en performance med 16 Duplo klodser, der med et kritisk blik undersøger det moderne samfunds grundstruktur, dvs. eksistensen af overklassen, middelklassen og
arbejderklassen. Han læser et digt op om, hvordan det føles at være et kaffefilter og laver en performance med en 2 meter lang tommestok, som han folder til en billedfortælling om livet i et søvndyssende villakvarter i provinsen.

Blandt de øvrige rekvisitter hører en rulle Mariekiks og en fejebakke, hverdagsting, som i claus ejners show bliver til symboler på store, eksistentielle fortællinger.

Performance-genren bygger bro mellem billedkunst og teater og udvider med ord, lyde og gestik billedkunstens oftest statiske og tavse udtryk. Genren har haft stor betydning siden 1970’erne, og i dag søger genren til stadighed at krydse grænserne og indtage nye udtryksfelter på kunstens vegne.

Performanceshowet er åbent for alle. Medlemmer af Mariagerfjord Kunstforening kommer gratis ind, øvrige må slippe 50 kr.
Der er adgang gennem Bies Gaard, Adelgade 26, eller via Hobro Bibliotek med lånerkort.

© Copyright 2020 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst