Litteraturfestivalen Ord i Nord har gjort et scoop

Rebild og omegn
Mandag 7. januar 2019 kl. 18:00

Litteraturfestivalen Ord i Nord har gjort et scoop
Britt Karin Larsen


– får besøg af den kendte norske forfatter Britt Karin Larsen...
.
Af Klaus Hansen

Britt Karin Larsen er forfatteren bag den uhyre populære slægtsromanserie om Skovfinnerne, der slog sig ned i grænseegnene mellem Sverige og Norge. Hun har taget de norske læsere med storm, og alle de syv bøger i serien er nu også udgivet i Danmark, hvor Britt Karin Larsen har fået sig en stor og trofast læserskare.

Hun gæster litteraturfestivalen Ord i Nord, der finder sted på KulturStationen og i Kinorevuen i Skørping lørdag den 2. februar klokken 10-17. Præsentationen af Britt Karin Larsen og hendes værk foregår i samtale med forfatteren Knud Sørensen. Læs mere på ordinord.dk og kulturen.net.

Egentlig havde Britt Karin Larsen kun planer om at skrive en enkelt bog om folket i Finnskogen, men hun blev så optaget af historien, at hun måtte fortsætte. Læsernes begejstring var også stærkt medvirkende hertil.

Det, at hun selv er af finneslægt, gjorde hende mere og mere nysgerrig på den fantastiske historie, der gemte sig her. Det var først efter bedsteforældrene var døde, at hun fandt ud af, at de var af skovfinsk herkomst.


I 1500-tallet ønskede de svenske myndigheder at befolke de øde områder ind mod den norske grænse og inviterede folk fra det østlige Finland til at bosætte sig der. De måtte selv rydde store områder med granskov, så jorden kunne dyrkes. Det var et hårdt slid at overleve, og de blev set ned på af den lokale befolkning – også flere århundreder senere. Derfor fortalte Britt Karins egen bedstemor aldrig noget om, at de oprindeligt var fra Finland.

Slægtssagaen begynder i 1800-tallet og slutter med 7. bind, der begynder med 2. Verdenskrig og fører os 50 år frem. Det gennemgående tema er naturen og folketroen. Ja, og sammenholdet, der gør at man alligevel overlever de barske forhold. I centrum af fortællingerne står en stribe stærke kvindefigurer: ”Nogen måtte jo tage sig af børnene og arbejdet, når mændene drak sig fulde og bl.a. blev involveret i knivdrab” fortæller hun og fortsætter ”I min slægt har kvinderne altid været stærkere end mændene”.

Romanerne er udelukkende befolket med fiktive personer, men har selvfølgelig mange historier med paralleller til det virkelige liv.

De 7 bind: Der vokser et træ i Mostamägg – Himmelbjørnens skov – Som stenen skinner – Før sneen kommer – Det synger i løvet – Som træet falder – Koldere mod natten. Første bind udkom i Norge i 2009 og er fortløbende blevet oversat og udkommet på Gyldendal. Sidste bind udkom på dansk her i 2018.

Et lille kuriosum: Når Britt Karin Larsen kommer til Ord i Nord 2. februar kommer hun direkte fra en forfatterturné på Shetlandsøerne



© Copyright 2019 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst