Leif Skaarup til Svend Madsen: Mange tak for din interesse

Debatsiden
Onsdag 3. november 2021 kl. 20:00

Leif Skaarup til Svend Madsen: Mange tak for din interesse
Leif Skaarup (A)


Af Leif Skaarup (A) borgmesterkandidat Mariagerfjord kommune

Kære Svend

Du spørger ind til vores vision for Mariagerfjord Kommune. Mange tak for din interesse. Jeg ser det som et tegn på, at vi er på rette vej, når modkandidaterne interesserer sig mere for vores politik end for deres egen.

Visionen er, at Mariagerfjord skal være en bosætningskommune. Vi skal have vendt udviklingen i befolkningstal og have flere nye naboer i hele kommunen. Det kræver, at vi får sat en klar retning. Vi skal være stærkere på de områder, vi bliver målt på. Vi skal blandt andet sætte flere penge af til at styrke skoler, daginstitutioner og fritidsaktiviteter, så vi kan blive den bedste kommune for børn og unge.

Vores vision handler ikke om en enkelt sag eller et bestemt område. Det handler om, at vi får sat en kurs, og at alle beslutninger, der bliver taget, går i samme retning – og kursen skal sættes mod befolkningstilvækst.

Du har savnet at høre om visionen på byrådsmøderne. Som garvet politiker ved du lige så godt som jeg, at det ikke er ved at sætte punkter på dagsordenen til byrådsmøderne, man får noget igennem. Det er i udvalgene, hvor sagerne bliver belyst og gennemarbejdet, og hvor vi sammen finder de bedste løsninger. Derfor vil jeg gerne love at fortsætte med at arbejde seriøst og uden populistiske enkelt sager direkte på byrådsdagsordenen i den kommende periode.

Grøn energi er en utroligt vigtig faktor i kommunens udvikling. Det er også vigtigt, at vi tager alle forslag seriøst og overvejer alle løsninger nøje i forhold til de menneskelige omkostninger. Derfor hverken kan eller vil vi ikke sige for eller imod på forhånd. Vi bliver nødt til at undersøge alle forslag grundigt, så vi ved, hvad vi går ind til, og så vi får taget de rigtige beslutninger.

Hvis du har lyst til at læse mere om vores vision, har vi udarbejdet et valgprogram, hvor vi uddyber, hvordan vi vil udvikle Mariagerfjord Kommune: https://socialdemokratietmariagerfjord.dk/Valgprogram/detvilvi.html
PS. Du skal ikke lede efter tunneller eller andet helt urealistisk.

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.