Landdistrikterne skal have fokus på den lokale udvikling…

Hobro og omegn
Onsdag 8. januar 2020 kl. 16:00

Landdistrikterne skal have fokus på den lokale udvikling…
I år danner det nye aktivitetshus i Handest rammen om mødet Foto: Privat


Af Klaus Hansen

”En god lokal udviklingsplan og en række ildsjæle, der har lyst til at tage fat, er nøglen til at vi får levedygtige landsbyer”. Sådan siger Formanden for Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune, Kim Knudsen, som optakt til at landdistriktsrådet endnu en gang inviterer til årsmøde. I år danner det nye aktivitetshus i Handest rammen om mødet, der er gratis for landsbyernes ildsjæle, politikere og andre interesserede.

Mødet afholdes torsdag 30.januar kl. 17.00 og frem til kl. ca. 21.15.

Byrådspolitiker Thyge Bjerring fra Vejle kommune indleder mødet med at give inspiration til hvordan man her gennem en årrække har arbejdet med at skabe god balance mellem land og by. Vejle Kommune bruge aktivt landsbyprogrammer, nærdemokrati og lokalråd som midler til at fastholde stærke og levende lokalsamfund i hele Vejle Kommune.

Efter spisning og networking, vil Konsulent Jørgen Nielbæk fra Varde Kommune illustrere hvordan man her har arbejdet aktivt med lokale udviklingplaner. Alle lokalområderne i kommunen får udarbejdet en plan og kommunen har efterfølgende afsat en større pulje til at realisere nogle af de ideer som nedsatte borgergrupper kan sætte i søen.

”I Mariagerfjord Kommune tænker vi noget i samme retning” fortsætter Kim Knudsen. ”Det er afgørende at der er lokale der vil tage fat, men de skal jo opleve medspil fra Landdistriktsråd, Kommunen, samt de lokale puljer. Ellers bliver det op ad bakke”

Mariagerfjord Kommune er i fuld gang med en proces med henblik på en ny Landdistriktspolitik, der formentlig kan godkendes af Byrådet i foråret. Politikken hviler på de mange anbefalinger som en arbejdsgruppe i november præsenterede for Byrådet.

Årsmødet plejer at kåre ”årets ildsjæl”. Dette er droppet i år, da Landdistriktsrådet gerne ville prøve noget nyt. I stedet har Rådet fået produceret en række små film, der viser at ildsjælende lever i bedste velgående derude. Filmene vil blive vist på Årsmødet.

Desuden vil Formanden aflevere sin beretning om igangværende aktiviteter. Netop i 2019 har der været en del udskiftning blandt rådets medlemmer, hvilket har påvirket gennemsnitsalderen i nedagående retning. ”Det er altid rart med fornyelse, og nye øjne på arbejdet” slutter formanden, der glæder sig til at se et stort fremmøde til Årsmødet.

Årsmødet sluttermed en minikoncert med troubadouren fra Vendsyssel, Mikael K. Han er kendt – bl.a. sammen med sin gruppe Klondyke, at levere sange fra og om udkanten, og har for nylig lavet specialsange om udvalgte nordjyder i en række TV2-nord-programmer.
Årsmødet har et max. på 100 deltagere, da man gerne vil sikre gode rammer for afviklingen i det nye aktivitetshus.

Det nærmere program og tilmelding til årsmødet foregår via www.mariagerfjord.org.

Troubadouren fra Vendsyssel, Mikael K.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.