Landbrugspakkens miljøpåvirkning på Mariager FjordLæserbrev LæserbrevMandag 9. maj 2016 kl. 07:00
AF Melanie Simick, Medlem af Alternativet og Teknik og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune Jeg har ønsket et punkt på dagsorden til Teknik og Miljøudvalget vedr. landbrugspakkens miljøpåvirkning på Mariager Fjord. Idet jeg har en bekymring for, hvad landbrugspakken og dermed den øgede kvælstofudvaskning, vil kunne gøre ved Mariager Fjord, vil jeg gerne have en drøftelse af bl.a. følgende: Kunne man forestille sig, at Mariagerfjord Kommune kunne søge om dispensation fra landbrugspakken og beskytte Mariager Fjord? Kunne man forestille sig, at Mariagerfjord Kommune kunne vælge, at fortsætte med randzoner for at beskytte fjorden mod kvælstofudvaskning? I forhold til et andet punkt der skal drøftes ved udvalgsmødet, er iltning af fjorden. Dette er et fint projekt, men det må ikke stå alene – ej heller bruges som undskyldning for mere kvælstofudledning. Hvis landbrugspakken skal overholde de EU-retlige krav er det nødvendigt, at der skabes en vis grad af sikkerhed for, at der ikke sker en forringelse i de kvælstofsårbare vand- og Natura 2000-områder. Kunne man forestille sig, at EU vil sætte en stopper for de negative påvirkninger fra landbrugspakken? For mig drejer dette sig grundlæggende om respekt for vores fælles ressourcer, og jeg er bekymret for, om efterregningen for landbrugspakken på den lange bane bliver enormt stor. Derfor ønsker jeg en samlet drøftelse i udvalget- så vi alle tager ansvar for vores fjord. Der er åbnet for kommentar under læserbrevet >>> .
|