Læserbrev: Aktiviteter i dagtimerne

Debat
Mandag 6. marts 2023 kl. 15:00

Læserbrev: Aktiviteter i dagtimerne
Arkivbillede


Af: Hadsund Hallerne

Læserbrev: Aktiviteter i dagtimerne

Det er navnet på det tilbud som vi udbyder i Hadsund Hallerne.
Det er hver onsdag fra 09.00 til 12.00.

Os i Hadsund Hallerne blev en eftermiddag enige om at tiden var til at lave et tiltag der tilgodeser folk de er ramt af ensomhed. Samtidig var det også egnet for alle der kunne have lyst til at drikke en kop kaffe og læse avis, et andet sted end hjemme i stuen eller køkkenet.
Det var en klar præmis for os, at prisen skulle holdes nede, hvorfor vi også var fast besluttet på at gøre det gratis at komme. Kaffe og thé ad libitum i 3 timer, er sat til 10 kr.
Hertil kan man købe en lun hjemmebagt bolle med en skive pålæg og en skive ost + topping for 20 kr. Med andre ord, så var rammerne sat for et billigt og inkluderende tilbud for alle!

Inden vi gik i luften med "Aktiviteter i dagtimerne" valgte vi at der også skulle være lidt mere at lave end bare spil og kryds&tværs. Derfor gjorde vi det muligt at man kunne spille både billard, dart, og bowls(en blanding af curling og bowling).

Vi stod klar med åbne arme den 11/01 kl 09.00 og her kom der hele 18 deltagere! Vi kunne næsten ikke få armene ned.
Tænk engang, at vi med dette tilbud, havde givet 18 mennesker muligheden for at være lidt sociale, skabe netværk, vende verdenssituationen eller læse avis.

De efterfølgende to onsdage var den mellem 15 og 18 deltagere.
Det var nærmest en sensation.
Men virkeligheden rammer alle.

Vi gik fra 15 deltager til 7 deltagere. Vi gik fra 7 til 2 deltagere og onsdag den 22/2 var der ingen.

Vi forstår ikke hvad der har medvirket til det frafald eller fravalg af "aktiviteter i dagtimerne"
Et tilbud hvor kun deltagernes egen fantasi sætter grænsen for hvad vi kan sætte i gang af aktiviteter - GRATIS!

Vi er indforstået med at der er andre tilbud i byen, og det skal der være!
Men på papiret, er "aktiviteter i dagtimerne" den håndsrækning som mange af vores borgere i byen og lokale omegn har brug for. Men de borgere som har brug for det, de kommer ikke selv afsted. For gjorde de det, så var de jo ikke ensomme i første omgang.

Det kunne være dine forældre, dine søskende, en gammel bekendt fra barndommen, naboen, eller en helt anden person i din omgangskreds. Vi mener at alle kender én der kunne have gavn af at komme afsted.
Der sidder nok nogen og tænker.. "hvorfor dælen går Hadsund Hallerne så meget op i, hvor godt de ensomme borgere i Hadsund og omegn har det - ja det er jo ikke for pengene, for det er ganske gratis - hvad kan det så være..hmm"

Jo det skal vi sige jer.
Det er omsorg.
Det er empati.
Det er næstekærlighed.
Det er det rigtige at gøre.

VI VIL BYEN! VI VIL JER! VI VIL JER ALLE!

Men det gør os triste og undrene, når tilbud som "aktiviteter i dagtimerne" ikke bliver brugt.
Vi har sågar tilbudt at hjælpe med transport, såfremt at det var en barrierer for at deltage.
Vi har sågar tilbudt at hjælpe med at facilitere de aktivitetsønsker i kunne have.

VI har endda tilbudt gratis "kartoffel/porre suppe med brød og bacon" til alle de deltagende i "aktiviteter i dagtimerne"
…kun for at overvære at der kommer 2 deltagere, og til tider INGEN.
Det kan vi undre os over. Ja vi kan faktisk ikke forstå det.

Hvis du stadig læser med, så ved vi, at du også undrer dig.
På falderebet vil vi gerne bede jer om hjælp.

Vi vil gerne bede om hjælp til at forstå hvorfor folk fravælger vores tilbud, og hvordan i forslår vi kommer udfordringen til livs.
Også vil vi rigtig gerne bede om hjælp til at fange de ensomme og vise dem at der er et tilbud til alle - også dem.

For ensomhed koster liv(1) og det taler vi ikke nok om.
Så bryd nu det TABU! Hiv fat i den eller dem du kender, der er ensomme eller bare har brug for at komme lidt ud. Lav en aftale. Få dem afsted. Om det er ned til os, det er underordnet.

Men vi vil da helst det blev her.

Hver onsdag fra 09.00 til 12.00 i Hadsund Hallernes Café - og har i lyst, så bliver i bare lidt længere.

Vi håber at se nogen de kommende onsdage - både folk som vil deltage, men også hvis du har en idé til hvordan vi kan gøre det bedre.
Alle er velkomne.

(1) https://tinyurl.com/yc2pe97d


Kommentare fra lokale borgere:
● Kedeligt, at sådant et godt tilbud ikke bliver " bakket" op
● Det er så fint et tiltag, måske er der bare lige noget der mangler, nogle andre aktiviteter, men hold ud der skal nok komme gang i det for der er brug for det.
● Jeg kan godt forstå i undres, for jeres tilbud lyder som det der flere gange er blevet efterspurgt på diverse møder omkring aktiviteter i Hadsund.
● Jeg tænker lav en kreativ afdeling med hækling strik osv. Folk tager selv deres ting med men mødes og laver det sammen
● Det kan vi da kalde omsorg. Rigtig flot skrevet. Håber da der kommer folk, det er i alt fald et billigt tilbud, alle kan deltage i.


© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.