Lad hunden arbejde for føden

Danmarkidag
Torsdag 9. juli 2020 kl. 18:00

Lad hunden arbejde for føden
Arkivbillede


Af Kehlet Journalisten

I naturen må dyrene arbejde for føden. Rovfuglen fanger selv sit bytte, stæren må selv finde insekter i græsplænen, og ræven snuser rundt hele dagen for at finde mus og andre lækkerbiskener. Kæledyrene derimod – de får ofte serveret maden lige for næsen, og det er stik mod naturens orden.

Hunde elsker for eksempel at skulle arbejde for føden. Prøv at gemme et par hundekiks hist og pist i stuen, og hunden vil med logrende hale snuse stuen igennem for at finde frem til maden. Det er vigtigt ikke at gemme maden i emballager, som hunden kan ødelægge.

Hvis hundepillerne for eksempel er gemt i en lukket papæske, vil hunden finde ud af, at man kan bide sig ind til maden. Dermed lærer hunden, at den kan få et resultat ud af at ødelægge ting, og det er ikke hensigtsmæssigt.

En god måde at ”lufte” sin hund er at gemme maden (her er hundepiller praktiske) mange forskellige steder, hvor hunden har mulighed for at snuse sig frem til den. Har I have, kan en håndfuld hundepiller spredt ud over plænen underholde hunden i lang tid. Den vil elske selv at skulle finde sin mad. Den bruger masser af energi på at snuse rundt, og det kan til nød erstatte en luftetur i snor.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.