Kunstetagerne Hobro inviterer til omvisning i tre udstillingerMariagerfjord og omegnSøndag 27. november 2022 kl. 08:00 ![]()
. Kunstetagerne Hobro inviterer nu til omvisning i de tre udstillinger, som åbnede for nyligt. Omvisningen finder sted torsdag den 1. december kl. 15. Undervejs kommer både kunstens forhold til naturen, den illustrerede børnebog og dadaistisk lydpoesi omsat til billeder på tale. I udstillingen ARTEFAKT – Naturen genskabt har billedkunstnerne Jane Balsgaard, Vibeke Glarbo og Britt Smelvær opbygget installationer, som med naturmaterialer kredser om kunstens forhold til den natur, som den altid har trukket på og stået i modsætning til. Derfor bruger de begrebet artefakt, som beskriver en kunstnerisk, frembragt genstand, en modsætning til det naturskabte. Jane Balsgaard har skabt en samling papirflyvere, som synes at forlade en blå klode med kurs mod et flettet gitter; Vibeke Glarbo har skabt en skov af bornholmske hasselstammer og Britt Smelvær leger med skala og format i sine relieffer og skulpturer af naturmaterialer. Udstillingen Cirkeline og den illustrerede børnebog præsenterer en stor samling af tegneren Hanne Hastrups originaltegninger til Cirkeline-universet. Mange husker nok den lille strithårede alf med det blide smil og det underfundige blik på omverdenen. Sammen med tegningerne vises eksempler på bøger, illustreret af modtagerne af Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungebøger. I læsehjørner er man velkommen til at fordybe sig i bøgerne. Billedkunstneren Erik Argus har netop skænket sin serie af kalligrafiske tegninger Sorte fugle – Ursonate til Hobro Kunstsamling. De ni tuschtegninger er baseret på et lyddigt af den tyske kunstner Kurt Schwitters fra 1932. Erik Argus lyttede til en indspilning af digtet undervejs i den kunstneriske proces, og hans fortolkning rummer både den poesi og aggression, som kendetegner digtet. Alle udstillinger kan ses til og med lørdag den 25. februar 2023. . ![]() Vibeke Glarbo: Udstillingsview . ![]() Britt Smelvær: Udstillingsview . ![]() Erik Argus: Udstillingsview
|