Konstruktivt valgmøde hos Hans Jensen Lubricators i Hadsund

Debat
Onsdag 26. oktober 2022 kl. 14:42

Konstruktivt valgmøde hos Hans Jensen Lubricators i Hadsund

.
De to erfarne politikere Per Husted (S) og Jakob Axel-Nielsen (C) var mødt op i kantinen hos Hans Jensen Lubricators i Hadsund for at trække linjerne op inden det kommende folketingsvalg.

Traditionen tro inviterer virksomheden to lokalpolitikere til en lille times politisk diskussion om de vigtigste emner for kandidaterne. Medarbejderne stiller efterfølgende spørgsmål direkte til de to politikere.

Emner som et presset sundhedsvæsen, Arne pension og mink-sagen blev debatteret flittigt og passioneret, så der ingen tvivl var om forskellene mellem de to kandidater, der dog også fandt enighed på flere punkter.

En interessant nuance i debatten kom frem da Jakob Axel-Nielsen (C) ikke overraskende var skeptisk i forhold til en bred regering på tværs af partierne.

Han advarede mod at stemme på Moderaterne, da han ser en risiko for at Lars Løkkes reelle mål er at positionere sig til at overtage formandsposten i EU efter Vestager. Det kan betyde et stort antal spildte stemmer på det nye parti i den kommende valgperiode, advarede kandidaten.

Medarbejderne skød spørgsmål ind af både lokal karakter og om tidens emner, hvor det blev tydeligt at partierne ser ens på ting som afbureaukratisering og behovet for større faglighed i sundhedssektoren.

Per Husted står nu med en god chance for at komme ind i folketinget, da Orla Hav nu træder ud af dansk politik og dermed overgiver sin stol til et nyt medlem. Her tæller de personlige stemmer."



© Copyright 2023 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.