Kom til et musikalsk Kim Larsen-foredrag med forfatter Jens Andersen

Mariagerfjord og omegn
Mandag 20. januar 2020 kl. 17:00

Kom til et musikalsk Kim Larsen-foredrag med forfatter Jens Andersen
Jens Andersen


Af Klaus Hansen

Kom og vær med når Mariagerfjord Bibliotekerne den 6. februar slår dørene op til et muntert og musikalsk foredrag med den anmelderroste forfatter Jens Andersen - et foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, hvor der - med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd - er "både til gården og til gaden".

Torsdag den 6. februar klokken 19- 21 åbner Mariager Bibliotekerne op til et spændende foredrag med forfatter Jens Andersen i den gamle biograf i Mariager. Jens Andersen vil med udgangspunkt i bogen, "Kim Larsen. Mine unge år", fortælle om den folkekære musikers farverige liv.

Vi skal høre om en faderløs opvækst på stenbroen og om lange lykkelige ferier på Fyn hos den bibelstærke og tegneglade morfar, om drengen, der drømte om at blive enten cykelrytter eller luftakrobat, og fra begyndelsen havde et vågent, men frygteligt genert øje til det modsatte køn. I ungdommen, hvor rockmusikken holdt sit indtog, forestillede Kim sig selv som enten skuespiller eller romanforfatter, men endte som skolelærer og spillemand.

Undervejs i foredraget trækkes der lange linjer gennem Larsens liv og hans mange sange - fra barndommens gade i Københavns nordvest-kvarter, Askov Højskole, det mislykkede skolelærerjob og slumstormerårene omkring 1968 på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje.

Jens Andersen er ph.d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet, og han har blandt andet modtaget Georg Brandes-prisen, Weekendens Litteraturpris, Søren Gyldendal-Prisen og H.C. Andersen Legatet for sine mange bøger.

Billetter koster 100 kr. og skal bestiles via www.himerlandsbilletten.dk eller på biblioteket.

Foredraget er arrangeret i samarbejde med FOF.
© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.