Kloakmænd i Mariagerfjord skal have makkere med

Mariagerfjord og omegn
Onsdag 23. december 2020 kl. 11:50

Kloakmænd i Mariagerfjord skal have makkere med
Foto. Mariagerfjord Vand a|s


Af Klaus Hansen

”Sikkerhed frem for alt” er mottoet, når Mariagerfjord Vands medarbejdere kravler ned i kloakken for at reparere udstyr eller rense ud.

- Folk kan godt undre sig over, at der står to personer på terrænet ved vores underjordiske installationer uden at lave noget; de står stand-by som en del af de sikkerhedsmæssige rammer vi arbejder under.

- Lovgivningen foreskriver, at der skal stå to vagtmænd klar til at hjælpe og redde kollegaen, hvis der skulle ske et uheld. Det giver god mening og tryghed for de ansatte fortæller Mariagerfjord Vands direktør Søren Erikstrup.

Sikkerhedsline og gasmåler
- Den medarbejder, der kravler ned i kloakken, spænder sig fast til en line og et redningsudstyr, som vagtmændene kan betjene.’Derudover har han altid en gasmåler på sig, der måler indholdet af svovlbrinte og ilt, på det sted,
hvor han arbejder. Skulle ilt- eller svovlbrinteindholdet blive kritisk, giver måleren højlydt alarm.

- Det vil være signalet til medarbejderen om, at han øjeblikkelig skal forlade installationen.

Dødelig giftart
Svovlbrinte er den farligste gasart i kloaknettet. Gassen dannes, når noget rådner, og der er lavt iltindhold. Svovlbrinte kan give alvorlige forgiftninger og har været skyld i flere dødsfald i gylletanke og ved losning af fiskefartøjer.

Svovlbrinte er svær at håndtere ved almindelig fornuft, fordi gassen ikke kan lugtes, når den forekommer i koncentrationer som kan være direkte dødelig.

Ikke på kompromis med sikkerheden
Det sker nogle gange om ugen, at medarbejdere fra Mariagerfjord Vand eller underleverandører må kravle ned i kloakken eller i et overløbsbygværk eller en pumpestation.

- I alle tilfælde er der to vagtmænd oppe på jorden med redningsudstyr, som står klar til at hjælpe kollegaen, hvis der skulle ske et uheld eller vi får gasalarm.

- Vi sender ikke tre personer ud hver gang. Ofte kan vi klare arbejdet med udstyr fra terræn niveau - og så nøjes vi naturligvis med én mand.
Men viser det sig nødvendigt at kravle ned, tilkalder han to kolleger. Vi går ikke på kompromis, men vil have sikkerhed for at alle kommer med hjem, fastslår Søren Erikstrup.

© Copyright 2024 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.