Klar til bilferie: Få styr på de sidste forberedelser

Danmarkidag
Torsdag 23. juni 2022 kl. 07:00

Klar til bilferie: Få styr på de sidste forberedelser
Foto: SOS International


Af Redaktionen

Klar til bilferie: Få styr på de sidste forberedelser

Nu er det lige op over. Snart pakker danske familier i tusindtal bilen og kører sydpå. SOS International har en række gode råd til de sidste vigtige forberedelser til bilferien.

De fleste nedbrud i udlandet kunne være undgået med et værkstedsbesøg og et grundigt eftersyn af bilen før afgang. Det viser erfaringen fra SOS international, der hjælper danske bilister med vejhjælp i udlandet via Rødt Kort-ordningen. Med den aktuelle mangel på lejebiler, kan det denne sommer blive vanskeligt at skaffe en erstatningsbil, hvis man er uheldig på bilferien.

Har du allerede indenfor de seneste måneder spenderet et mekaniker-tjek og fået eventuelle skader udbedret, er der stadig en række forberedelser, der kan være afgørende for, om bilferien bliver en succes.

Planlæg klogt
Tyskland er transitland for rigtig mange feriebilister, og det kan ses i skadestatistikken:

- Vi har hvert år flest assistancer i Tyskland. Det er et stort land, og de mange timers kørsel med fuld oppakning, blæs på aircondition og opladning af diverse elektronik presser bilen maksimalt, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for Rødt Kort-ordningen hos SOS International.

For at gøre turen gennem Tyskland mest skånsom – både for bil og passagerer - anbefaler SOS International, at man planlægger ruten hjemmefra og sætter tid af til både pauser og uforudsete hændelser:

- Man bør gøre sig selv den tjeneste at planlægge ruten i forhold til spidsbelastninger på vejene og med hensyn til hele familiens behov for pauser. Hastigheden i Tyskland er høj og kan være stressende, så det er fornuftigt at indlægge tid til hvil, siger Anette Bjørn Juncher.

Ligesom indlagte pauser er med til at øge trafiksikkerheden, er det også essentielt, at chaufføren er veludhvilet.

Pak sikkert og medbring reservehjul

Ved at pakke bilen korrekt formindsker du risikoen for alvorlige personskader ved hårde opbremsninger eller kollisioner. De gyldne pakkeregler er:

-Tunge ting placeres lavest og længst inde mod bagsædet
-Hvis man bruger tagboks, er det de letteste ting, der skal placeres der
-Vær opmærksom på løse genstande i kabinen – monter gerne opbevaringslommer på forsædernes ryglæn

SOS International anbefaler derudover, at man finder plads til et reservehjul, så man hurtigt kan komme videre, hvis uheldet er ude. Et medbragt reservehjul betyder større uafhængighed af lokale værksteders åbningstider og beholdning af dæk.

© Copyright 2022 Fjordavisen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.